Der blev kæmpet helt op til deadline, men våbenhvilen så mandag aften ud til at holde. Israel reagerede denne gang så voldsomt på Hizbollahs provokationer, fordi Olmert-regeringen ville forsøge at ændre 'spillereglerne'. Men efter en måned uden en klar militær afgørelse er det ikke gået som planlagt. Våbenhvilen var en humanitær nødvendighed, men FN's resolution lægger alene op til en teknisk løsning i form af en international styrkes indmarch. Der foreligger ikke nogen egentlig politisk løsning på konflikten, hverken internt i Libanon eller i forholdet mellem Hizbollah og Israel. Og desværre er selv den 'tekniske' løsning stadig løs i konturerne. Ingen ved, hvornår den internationale styrke vil være opstillet og på plads, ja, det vides endnu ikke, hvilke lande der deltager, og hvem der skal stå i spidsen for den. Uanset parternes rent militære resultater tegner der sig en forholdsvis klar 'taber': Det er den strategi om at løse Israels sikkerhedsproblemer med rent ensidige skridt, som Olmert-regeringen i Israel har overtaget fra den døende Sharon. Ikke bare har Israels tilbagetrækning fra Gaza i praksis ikke ført til nogen form for stabilitet i forholdet til palæstinensere. Men værre endnu: Som en art terroristisk pædagogik har de mere end 4.000 raketter, der siden 12. juli er regnet ned over den israelske civilbefolkning, vist, at Israel ikke kan leve sikkert bag et hegn eller en mur eller for den sags skyld bag en internationalt anerkendt grænse, hvis ikke de politiske problemer på den anden side af samme grænse, mur eller hegn er løst. Israel har brug for nogen at slutte fred med. I sidste ende kan man, som Talleyrand sagde, bruge bajonetter til alt, undtagen til at sidde på. Det gælder også for bomber. På kort sigt er der måske håb om, at det internationale samfund nu bakker så stærkt op om både genopbygningen og den politiske stabilisering af Libanon, at det vil befordre en form for fred i grænseområdet. Men der er lang vej igen, og selv efter en internationalisering er det svært at se Hizbollah strække våben i hele Libanon. Bevægelsen har næppe nogensinde været så populær som lige nu, og det vil den vide at udnytte. På den israelske side af grænsen har raketregnen gjort det endnu sværere for israelerne at stole på modstandere, der ikke bare kræver landet fjernet fra landkortet, men som angriber landet uden nogen form for forsøg på at skelne mellem militære og civile mål. Trods våbenhvilen ser den nødvendige fred lige nu mere umulig ud end længe.