VERDEN ER blevet farligere siden 11. september 2001. Terrorisme er ikke nyt, og både Japan og Sri Lanka kunne opvise selvmordsbombere, længe før fænomenet blev identisk med islamistisk terror. At terroristerne i dag har som mål at dræbe på så spektakulær en måde som muligt, er derimod nyt. At det - fra New York over Madrid til London - er rykket ind i vores egen rige og trygge del af verden, er det også. Vores verden er simpelthen blevet ondere efter 2001. At vi som flypassagerer, tog- eller busrejsende, blot i egenskab af almindelige mennesker, pludselig kan blive hovedpersoner i et gruopvækkende drama, som vi er uden personligt ansvar for og forbindelse med, ja, det er ondt. Og det er skræmmende på en måde, som det er svært at vænne sig til. Der er derfor intet underligt i, at en forpurret terroraktion som den, politimyndighederne i Storbritannien netop har fortalt verden om, fylder så meget, som den gør. Terroristerne findes, de lever iblandt os, de er dødsensfarlige, og det er indlysende fornuftigt at sætte betydelige ressourcer ind på at prøve at bremse mareridtsagtige aktioner som den, vi nu hører om. SAMTIDIG MÅ vi prøve at undgå automatreaktioner og den moralske panik, der også dukker op. Når den britiske indenrigsminister - på et tidspunkt, hvor han vidste, at afsløringen var på vej, men offentligheden ikke gjorde det - siger, at Storbritannien oplever den alvorligste trussel siden Anden Verdenskrig, er sammenligningen tvivlsom. Ikke kun fordi verden har befundet sig tæt på større katastrofer end selv ti eksploderede passagerfly i det sidste halve århundrede. Men også fordi truslen har en helt anden karakter: Nazismen og kommunismen, som så mange sammenligner den islamistiske fascisme med, var magtfulde bevægelser, der rådede over millioners opbakning og store, militære magtapparater. Terroren i dag er derimod et afmægtigt våben i afmægtiges hænder. At terroristerne slår sig selv ihjel, er et tegn på afmagt. At terroristerne kun magter at binde an med uskyldige og forsvarsløse ofre, er endnu et udtryk for deres svaghed. Selv i Danmark hører man panikslagne udsagn om, at vi straks skal ofre mere frihed for at komme terroren til livs. Koldt vand i blodet. Planen blev faktisk forpurret. Hvis vi går i panik, fordi vi er truet af aktioner, der, hvad de fysiske skadevirkninger på mennesker angår, endnu er langt fra at kunne konkurrere med privatbilismen, ja, så er det først, at terroren virkelig bliver et samfundstruende fænomen. Vores hysteri er terroristernes eneste mulige succes.