AT NETOP Joseph Lieberman blev Irakkrigens første politiske offer i USA, er på mange måder uretfærdigt. Den tidligere demokratiske vicepræsidentkandidat er en af det amerikanske Senats mest moderate, tænksomme og velanskrevne medlemmer. Men Lieberman stemte for krigen i Irak og er, som en af de meget få, blevet ved med at forsvare beslutningen om at gå i krig og har endda offentligt støttet præsident Bush i, at krigen går godt. Det kostede ham natten til i går primærvalget, hvor vælgerne i Connecticut vragede ham som demokratisk kandidat til fordel for Ned Lamont, en næsten ukendt politiker, men en meget klar krigsmodstander. Liebermans nederlag viste med al ønskelig tydelighed, hvad temaet til det amerikanske midtvejsvalg til november bliver: krigen i Irak. Den amerikanske befolkning bliver stadig mere kritisk over for Irakkrigen og har ikke megen tålmodighed over for dem, der som Lieberman forsøger at nuancere og forsvare den. Med ham som skrækeksempel vil demokraterne nu distancere sig så langt som overhovedet muligt fra krigen i håb om at lokke de moderate vælgere tilbage i folden og derved genvinde kontrollen over Kongressen. OM DEN strategi lykkes, er langtfra sikkert. Erfaringen har vist, at man ikke skal undervurdere den republikanske valgmaskine, der i de senere år har fungeret betydeligt bedre end demokraternes. Men selv hvis demokraterne genvinder kontrollen over Kongressen, er det ikke givet, at det vil ændre USA's politik i forhold til Mellemøsten. Præsident Bush har i sine godt seks år ved magten demonstreret en betydelig evne til at isolere sig fra den folkelige stemning, og så længe demokraterne ikke kan blive enige om hverken et klart alternativ til Bushregeringens udenrigspolitiske linje eller en præsidentkandidat til valget i 2008, kan de selv med et flertal i Kongressen få endog meget vanskeligt ved at presse regeringen til at ændre linje. I så fald risikerer USA næsten den værste af alle skæbner: et uenigt og udenrigspolitisk fastlåst system, hvor parterne lurer på hinanden, og al egentligt nytænkning afventer det næste præsidentvalg. Det vil være skidt nyt for både Amerika og resten af verden.