DEN AMERIKANSKE filmstjerne, instruktør og mediemagthaver Mel Gibson er skandaleramt. Under en arrestation for spirituskørsel er han kommet med et groft antisemitisk udfald, der kan koste ham dyrt i Hollywood. Gibsons første undskyldning udløste ikke større forståelse. Men da han i anden omgang udsendte en erklæring om sin vilje til at nå til bunds i de psykologiske rødder til udslippet, var modtagelsen - både i New York Times og blandt jødiske gejstlige - straks mere positiv. En sådan terapeutisk rejse ville flere gerne hjælpe ham med. Vi lever i en psykologiserende tid. Det er øjensynlig Gibsons komplicerede psyke og hans vilje til selvterapi, der er sagens kerne. Logikken i det politisk korrekte USA er den samme som i det politisk ukorrekte Danmark, hvor spørgsmålet om, hvorfor folk overhovedet skal holde deres islamofobe eller racistiske synspunkter indenbords, oftere og oftere rejses. Følelserne findes jo - hvorfor så ikke bare få dem ud og kalde en spade for en spade? Hvad enten følelserne skal bearbejdes og opløses, som i USA, eller tværtimod krænges ud, fordi de er 'ægte' og 'folkelige', som herhjemme, er tankegangen - og misforståelsen - den samme. NÅR ANTISEMITISME og racisme er problemer, er det jo ikke i første række, fordi de er psykologisk skadelige (eller sunde!) for den enkelte antisemit eller racist. Når racistiske og antisemitiske ytringer er fordømmelsesværdige og endda ulovlige, så er det begrundet i, hvad de gør ved vores samfund. I ekstreme tilfælde kan det være den offentlige orden, der er truet. Som vi så det under karikaturkrisen. Men grundlæggende er det kvaliteten af vore medmenneskelige relationer, og dermed sammenhængskraften i vores samfund, der er på spil. Det afgørende er derfor ikke, om Mel Gibson får gjort op med sine indre dæmoner. Men at fastholde, at hans ytringer er uacceptable i det offentlige rum. Episoden er en påmindelse om, hvor uudryddelig antisemitisme er, selv om det siden holocaust er en af de former for racisme, der i vores del af verden er gjort mest for at bekæmpe. Men når Gibsons hadefulde udfald har offentlig interesse, er det, fordi hans blodige Jesusfilm blev beskyldt for antisemitisme, og fordi hans højrekatolske synspunkter indgår i en uafsluttet kamp om moderniseringen af romerkirken efter Det Andet Vatikanerkoncil. At netop han ikke får lov til at realisere planerne om en miniserie om holocaust, er derfor en relevant konsekvens. Hans videre færd i terapiens og misbrugsafvænningens verden har derimod begrænset interesse for verdensoffentligheden.