SLIK OG VELBEHAG hænger sammen. Hver dansker snolder i gennemsnit 5 kroner op hver dag. Og det skulle ifølge Radioavisen være europarekord. Vi er et barnligt folkefærd. Vi elsker slik. Børn som voksne. Med slik lokker vi børnene til at påtage sig kedelige opgaver, og vi opdrager dem til, at lykke i familien er at hygge sig omkring slikskålen i fjernsynets skær, vigtigere end både hovedmåltidet og dagens dont. Vi viser vores kærlighed til børnene med slikposer, vi roser og trøster dem med is og sodavand. Højtider er omgivet af baner og bunker af chokolade, marcipan og nougat, der klistrer til vore fingre helt ind i alderdommen, der ikke er så lang her som i de mindre slikspisende lande. Fingrene i en fyldt slikskål er topmålet af lykke på nudansk. Danskernes forhold til slik er sundhedsøkonomisk uheldigt. Et folkefærd, der lever af flæskesvær og vingummibamser og glemmer alternativerne i frugt og grøntafdelingen, er bogstavelig talt dyrt at holde gående for sygehusene. Man kan sagtens få for meget af det gode, selv om de fleste af os nok mener, at lige netop vi tåler lidt mere end de andre. Direktør Søren E. Frandsen fra Fødevareøkonomisk Institut anbefaler ifølge Landbrugsbladet, at vi lægger afgifter på usund mad, deriblandt slik, for at begrænse indtaget. MEN INDEN VI helt fjerner fredagsguffet, kunne man også koble undersøgelserne med en anden. Nemlig at danskerne er dem, der scorer højest i verden, når vi selv skal sige, om vi føler os lykkelige. Måske er vi verdensmestre i selvbedrag, men der kunne jo være en vis fornuft i, at de mange små sukkerbelønninger gør os glade. Så det handler ikke om at standse slikindtaget, blot om at nedjustere mængden og øge kvaliteten. Økologisk slik skulle på nær manglen af tilsætningsstoffer ikke være sundere end andet. Men fordi det er dyrere, spiser man automatisk mindre. Køber man en 1-kilos bøtte Matadormix for 50 kroner, holder man sig jo ikke tilbage, når først låget er taget af, vel? Men erhverver man sig en diminutiv økologisk chokoladestang til 22,50, skal den jo gerne kunne strækkes lidt. Så tager man kniven frem og deler den og nyder både smagen og forestillingen om den nicaraguanske ka8kao8bonde, der har fået en fair pris. Så kan man synde med indbygget frelse.