SOM DET ALLEREDE længe før sommerferien fremgik af plakater rundt omkring i landet, er Marianne Jelved de radikales statsministerkandidat. Det er en strategi, der giver god mening, fordi den øger chancen for at få brudt den uhellige alliance mellem V og K og Dansk Folkeparti ved næste valg. Den alliance er hovedproblemet i dansk politik både indadtil og udadtil. Men når man er både partileder og statsministerkandidat forud for et valg, der ligger flere år ude i fremtiden, og det med henblik på at få afgørende indflydelse i hele næste valgperiode, så har man ikke noget akut behov for en kronprins eller kronprinsesse. I det lys var det en klar fejl, da Marianne Jelved forsøgte at sætte Margrethe Vestagers navn på denne overflødige og uaktuelle post. Og når man har begået en klar fejl, så er det bedste, man kan gøre, at fortryde og beklage. Det har Marianne Jelved så gjort. Så vidt, så godt. UNDERVEJS HAR Naser Khader valgt at rejse en diskussion om, hvordan de radikales politiske lederpost på længere sigt, sådan helt principielt, og uden antydning af personlig interesse i spørgsmålet, skal besættes. Hans 'demokratiske mave' har i flere omgange fortalt ham, at det ville være bedre, hvis partimedlemmerne afgjorde det i stedet for folketingsgruppen. Her må det konstateres, at Naser Khaders mave hverken er særlig demokratisk eller særlig radikal. Det sidste fik Marianne Jelved gjort meget klart, da hun i gårsdagens avis slog fast, at folketingsgruppens afgørende rolle »er en del af den radikale identitet«. Men det første er nok så afgørende. Det er selvfølgelig op til hvert enkelt parti at afgøre, om det er partimedlemmerne eller vælgerne, der skal have det afgørende ord. Men at det sidste er mindre demokratisk end det første, er noget sludder. De radikale folketingsmedlemmer repræsenterer langt flere mennesker, end landsmødet nogensinde vil komme til, og har - hver især - langt flere stemmer bag sig end selv den mest succesrige urafstemning, det lille parti nogensinde kunne komme i nærheden af. den nuværende ordning i overensstemmelse med traditioner og værdier i et parti, der er gennemsyret af respekt for det parlamentariske folkestyre. Det er altså også bredere demokratisk forankret end alternativet. Dermed ikke være sagt, at andre modeller ikke kan være hensigtsmæssige (for andre partier) - men ikke mindst for et mindre parti er der masser af skrækeksempler på, hvad partifolket kan geråde ud i.