DAGBLADET INFORMATION stillede forleden dag spørgsmålet hen over hele forsiden: 'Hvem holder vi med?' i den konflikt, der i disse uger rammer Libanon og Israel. Spørgsmålet er naturligvis fundamentalt forkert stillet. Den tragiske konflikt er ikke nogen fodboldkamp. På begge - eller rettere alle - sider i konflikten dræbes uskyldige mennesker, og selv om en moralsk og politisk holdning til konflikten er en naturlig del af også en dansk offentlig debat, kan den mindre end nogensinde reduceres til at »holde med« den ene eller den anden part. Det er derfor med en vis tilfredshed, at vi noterer os, at Politiken i Informations vedhængende artikel om det danske mediebillede fremstilles som en avis, der midt i konflikten hverken er entydigt »pro-israelsk«, »pro-arabisk«, »pro-palæstinensisk« endsige »pro-Hizbollah«. Men et par kommentatorer får absurd nok gjort netop det, at vi ikke hepper på en part, til et problem. En medieforsker mener, at vi dermed ikke »afbalancerer« den efter hans mening helt unuancerede opbakning til den israelske krigsførelse, som Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og andre medier leverer. Men det er naturligvis ikke Politikens opgave at »afbalancere« de andres udskejelser ved at levere en automatisk ensidighed med modsat fortegn, når den slags dukker op i debatten. I VORES journalistik forsøger vi dag efter dag at beskrive og forstå, hvad det er, der foregår - med både udsendte medarbejdere og dagbogsskrivere i de ramte områder. På vores opinionssider forsøger vi at lade alle synspunkter brydes. Og i ledere og kommentarer peger vi på løsninger og holder os naturligvis ikke tilbage med kritik af hverken den ene, den anden eller den tredje part. Men hvor primitivt og forkert Informations spørgsmål end er, så rammer det desværre noget centralt i denne konflikt. Den har eksisteret så længe og er blusset op så mange gange, at alt for mange af os for længst - bevidst eller ubevidst - har besluttet os for, 'hvem vi holder med'. Og selv om et loyalitetsforhold ikke i sig selv er problematisk, så fører det nemt til, at aktuelle begivenheder tvinges ind i et skema, hvor den ene uretfærdighed bruges til at overtrumfe eller ligefrem fortrænge den anden. Til sidst kan man slet ikke se modpartens virkelighed, og konkrete ofre reduceres til irriterende kendsgerninger, der skal relativeres, snarere end til menneskelige tragedier, der skal tages alvorligt. VI ER ENIGE med EU og USA i, at Hizbollah-militsen er en terroristisk organisation, der har angrebet Israel for at retfærdiggøre sin egen ret til fortsat at bære våben i et libanesisk samfund, hvori bevæbnede militsstyrker slet ikke hører hjemme. Men at Hizbollah angriber både israelske soldater og civile, retfærdiggør ikke, at Israel jager hundredtusinder af libanesere på flugt og i praksis gengælder terroren med et tifold større tab af overvejende uskyldige menneskeliv. Og selv om raketregnen mod Israel er terror mod uskyldige, så ville den ikke finde sted, hvis ikke Israel siden 1967 havde hersket over så mange palæstinensere, uden at give dem rettigheder hverken i deres eget eller i det israelske samfund. Det er kolonialisme begrundet i naboers uforsonlighed, men det er kolonialisme. Vi 'holder' ikke med Hizbollahs terror, og vi 'holder' heller ikke med Israels proportionsløse repressalier. I det sidste tilfælde ikke mindst, fordi Israels militære offensiv ikke kan neutralisere Hizbollah; dertil har bevægelsen for brede politiske rødder blandt Libanons shiamuslimer. Militære mål giver kun mening i forhold til et politisk mål, der her må være at hjælpe den libanesiske stat til at få kontrol over hele sit territorium. Når den militære strategi ender blindt, kan fortsatte israelske angreb ikke forsvares. Deres eneste mulige rationale var at sætte spørgsmålet om Hizbollahs misbrug af libanesisk territorium højere op på den internationale dagsorden. Nu er det til gengæld det internationale samfunds forpligtelse at etablere den internationale styrke, der kan skille parterne og stabilisere Libanon. DET ER en udenrigspolitisk udfordring. Men at koble debatten herom med forsøg på at gøre enhver modvilje eller oprør mod israelsk besættelse til terrorisme eller omvendt true Israel på dets eksistens, fordi det forsvarer sig mod raketangreb, der er terror, er følelsesmageri, der skaber fanatisme og spærrer for løsninger. Hvis enhver kritik af Israel som en selvfølge samtidig rummede en påmindelse om Israels ret til fred og sikkerhed, og enhver kritik af palæstinenserne og deres støtter lige så selvfølgeligt samtidig mindede om deres ret til et liv i deres egen stat, ville meget være vundet. For vores vedkommende vil vi ikke 'holde med' nogen. Vi vil nøjes med at mene noget om den tragiske konflikt, som optager så mange, og som i disse dage koster så mange lidelser. Lige nu er det våbenhvile og en international indsats, der er brug for.