DANSK POLITIK er blevet kedelig, drænet for håb og begejstring, udtalte en tydeligvis varmeplaget Christine Antorini i går i Politiken. Den socialdemokratiske uddannelsesordførers diagnose er trist og nedslående, men spørgsmålet er, om den i virkeligheden ikke er mere rammende for hendes eget parti? Socialdemokraternes indsats som oppositionsparti i indeværende valgperiode har stort set bestået i at lægge sig i kølvandet på Venstre. Indenrigspolitisk er det svært at få øje på markante socialdemokratiske fingeraftryk på velfærdsreformen. TANKEN OM blot at diskutere en omlægning af skattesystemet fylder partiet med rædsel, og på folkeskoleområdet er Christine Antorini som uddannelsesordfører tilfreds med, at »vi fik hevet nogle tidsler ud« af regeringens oplæg. Det vidner om et ekstremt lavt ambitionsniveau, og Socialdemokraterne har på det ene store område efter det andet i første række søgt troværdighed ved at ligne regeringen frem for at lægge klare og modige alternativer frem. En defensiv strategi, der kun er belønnet med marginal indflydelse. Udenrigspolitisk står det ikke bedre til. I over to år var partiets Irakpolitik stort set identisk med regeringens, og under krisen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger udmærkede partiet sig ved ikke at mene noget. Det synes heller ikke at være tilfældet på integrationsområdet, hvor partiet i flere år har ført en slingrende og usammenhængende kurs. VI GÅR HASTIGT hen over partiets diverse magtkampe og et formandsskifte, der handlede om rå magt - og hvor ingen af de to kandidater formåede blot at antyde en klar politisk profil for de kommende år. Partiets politiske ordfører har endda gjort det til en dyd, at partiet ikke har et overordnet politisk projekt. Det handler om dagen og vejen. Men bedre tider er på vej, lover Christine Antorini. Det glæder vi og vælgerne sig til. Vælgerne har allerede kvitteret for den manglende klarhed ved at tildele partiet to øretæver ved de seneste valg - og udsigterne for en sejr ved det næste opgør med Venstre og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ser ikke gode ud. Slet ikke for Socialdemokraterne alene. Det er selvfølgelig trist for Socialdemokraterne. Men langt mere alvorligt er det, at partiet svigter som opposition. En opposition skal give regeringen kamp til stregen - og samtidig fremstå som et klart alternativ. Socialdemokraterne gør ingen af tingene.