DET HØRER efterhånden til sjældenhederne, at der er grund til at rose USA på det udenrigspolitiske område. Men i sagen om Nordkoreas missilforsøg har den amerikanske regering vist tilbageholdenhed og for en gangs skyld ladet andre lande deltage i løsningen af problemet. Hertil vil onde tunger så sige, at USA i realiteten ikke har andet valg. I så fald erkender de det, og udenrigsminister Condoleezza Rice gjorde det helt klart i går, da hun gjorde sig til talsmand for, at det internationale samfund giver Kina den nødvendige tid til at tale Nordkorea til rette. En stor kinesisk delegation ankom mandag til Nordkorea for at overtale nordkoreanerne, der i over 50 år har været en af Kinas trofaste allierede, til at opgive yderligere afprøvninger af landets missiler - og på længere sigt finde en for landet mere gunstig plads i det internationale samfund end rollen som 'slyngelstat'. KINESERNE er reelt de eneste, som styret i Nordkorea vil lytte til, selv om affyringen af missilerne i sidste uge viste, at selv Kinas indflydelse er begrænset. For kineserne havde på forhånd advaret Nordkorea om at undgå denne provokation, som har udløst hektisk diplomatisk aktivitet i det nordøstlige Asien og i FN. Nordkorea har også vækket negative dæmoner i regionen. Den japanske udenrigsministers trusler om at bruge militær magt mod Nordkorea, og Japans forsøg på at få FN's Sikkerhedsråd til at vedtage skrappe sanktioner mod Nordkorea, er en overreaktion. Ganske vist er Japan lige i skudlinjen for de koreanske missiler. Men ifølge militære eksperter er de langtfra operationelle, og truslerne om at bruge militær magt - som Japan kun i begrænset omfang råder over - er blevet mødt med voldsomme reaktioner især i Sydkorea. For det første har Sydkoreas regering i de seneste år forsøgt at bryde den nordlige nabos isolation - og dermed trang til at opføre sig tåbeligt - med politiske, økonomiske og humanitære initiativer, som fortjener al mulig anerkendelse. For det andet vil Sydkorea - og i mindre grad Kina - blive de første ofre for opløsning og kaos i Nordkorea, og sidst, men ikke mindst har koreanerne i både syd og nord meget smertelige minder om japansk militarisme fra Anden Verdenskrig. Naturligvis skal landene i regionen og det internationale samfund trække en rød og meget markant linje i sandet over for diktaturet i Nordkorea. Men buldren på krigstrommerne og yderligere isolering af regimet med alvorlige følger for det nordkoreanske folk løser ikke problemet.