VERDEN vil hurtigt kunne enes om, at proportionerne mellem Hizbollah-bevægelsens raketaffyringer ind over Israel og bortførelse af to israelske soldater på den ene side og Israels militære intervention i Libanon på den anden side er helt ude af balance. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke kommer til at se mere af begge dele - både militsens forbrydelser og Israels grovkornede reaktioner - indtil Libanon begynder at opføre sig som en stat. I rigtige stater har kun regeringen adgang til at bruge fysisk magt, og i rigtige demokratier står regeringen også i sådanne spørgsmål til ansvar overfor deres befolkninger. Politiske freelance-militser som Hizbollah kan ikke tage magten over enkelte provinser, ligesom de ikke kan tillade sig at operere ulovligt på tværs af grænser og således risikere at presse deres samfund ud i krig. HELE FORHOLDET mellem stater bygger således på, at regeringer tager ansvar - og at regeringer forholder sig til regeringer. Man kan ikke melde sig ud af denne verdensorden - sådan som Libanons regering gør ved både at hævde at repræsentere magten i landet og dog tillade, at en politisk milits bærer våben og fører egne krige ind over en nabostats territorium. Internationale relationer kan heller ikke fungere fredeligt, hvis stater - som i dette tilfælde Syrien - tillader sig at hjælpe politiske militser i andre lande som Libanon med at angribe atter andre lande, i dette tilfælde Israel. Rent grotesk bliver det, når et helt fjerde land - i dette tilfælde Iran - kanaliserer penge og formentlig våben gennem andetlandet, Syrien, til førstelandet, Libanon, for at angribe tredjelandet, Israel. I hele denne fødekæde af stater er ansvarsfølelsen en katastrofal mangelvare. Libanon kan kun leve med én regering og én hær. Og libaneserne vil tjene sig selv bedst ved at åbne for samhandel og samarbejde med sin sydlige nabostat, Israel, frem for at fastholde et krigsscenarium, der ikke giver nogen mening. MAN KAN ikke have både fred og krig på én gang. Men hvis kaos skal erstattes af orden i Libanon, kræver det, at landet får en regering, der tager på sig at forvalte samfundets interesser. Hizbollah må derfor kaldes til orden og aflevere sine to israelske gidsler til regeringen, så den kan begynde at tage sit ansvar alvorligt. Landets interesse bør være fred, også med Israel. Og Hizbollah bør ikke gives frihed til at provokere Israel ud i håbløse militære interventioner, der tjener begge lande lige dårligt.