VM-fest slutter med finalen mellem Frankrig og Italien i morgen. Men allerede nu kan regnskabet gøres op: Endnu en gang har vores store sydlige nabo vist verden et sympatisk og gæstfrit billede af sig selv. Alt er forløbet fredeligt, og selv da det tyske landshold måtte bide i græsset i tirsdags, gik nationen ikke amok. Der bredte sig en tavshed over landet, og næste morgen var medierne fulde af lovord over et nationalmandskab, der var mennesker nok til at sætte sig ned på banen og græde. Tyskerne var stolte over, at deres spillere var nået så langt, og der var kun roser til landstræneren, Jürgen Klinsmann, som alle så skævt til, da han i 2004 blev hentet hjem fra USA, hvor han driver forretning. gennemtvang gode dommere den rette disciplin og ånd ved aldrig at spare på det gule og røde kort. Og udenfor klarede det allestedsnærværende tyske politi den gigantopgave, politikerne stillede til deres ordensmagt. Selv om det syntes at være en næsten uoverstigelig opgave at sikre fred og fordragelighed ved de titusinder af storskærme, hvor millioner af tyskere og fans fra andre lande fulgte spillene, lykkedes det over al måde. Der var ingen ansatser til fremmedfjendske voldsepisoder. Nynazisterne holdt sig i ro, sikkert i bevidstheden om, at de havde politiets øjne lige i nakken. Terror, der havde været det store skræmmebillede i medierne før VM's start, har der gudskelov heller ikke været noget af. Verden var virkelig gæst blandt venner, som VM's slogan lød. Det - i sammenligning med det danske klaphatteri - relativt beskedne patriotisme, som tyskerne lagde for dagen under turneringen, har mest af alt været et problem for tyskerne selv. Men ingen steder har der været tale om brovtende nationalisme, snarere om en glæde ved at kunne optræde som et folk, der til daglig river hovederne af hinanden af snart den ene, snart den anden grund. De mange flag fra deltagernationer og venner og bekendte, blandt andre især tyrkerne, der ellers ikke var med, slører lidt, at fodbold er på vej til at blive globaliseret snarere end nationaliseret. Efter første udskilningsrunde skilte marginaler kun landshold, hvis spillere til daglig er spredt over mange kontinenter. Stilen var ens, kræfterne de samme, og mange spillede reelt uafgjort, havde det ikke været for straffesparkkonkurrencen til slut. Det var kort sagt en fest, hvor alle var inviteret med.