ALT ER STØRRE i USA, også gavmildheden. Man skal gå i meget små sko for ikke at blive imponeret af verdens næstrigeste mand, investoren Warren Buffet, der tidligere på ugen erklærede, at han gav størstedelen af sin uhyre formue til Microsoftstifteren, Bill Gates', fond. Der er et umiskendeligt format over at give sine penge væk og ikke engang ønske et monument i form af en bygning eller en fond, der bærer ens navn. Buffet har valgt Bill Gates, fordi han er enig i målet og har tillid til, at Gates - der om et par år forlader Microsoft og helt helliger sig fonden - er manden til at realisere det. At Gates således forlader sit firma, er nyt, men ellers træder både han og Warren Buffet lige ind USA's fornemme tradition for filantropi. Som en af 1800-tallets største forretningstalenter og rigeste mænd, Andrew Carnegie, sagde, er »en mand, som dør rig, en mand, som dør i vanære«. bliver Bill Gates' fond en mastodont i udviklingspolitikken med et økonomisk råderum, der er mange gange større end eksempelvis Danidas. Mange, ikke mindst i USA, vil mene, at det i sig selv er et godt argument for, at tiden er løbet fra den statslige udviklingsbistand, og at ansvaret for at forbedre verden ligger bedre hos private velgørere, der vil insistere på at få noget for deres penge. Det er imidlertid en farlig fejlslutning. Lige så velkomne private bidrag er, lige så afgørende er den statslige udviklingsbistand. Både af principielle grunde, og fordi man kan frygte, at de private velgørere primært vil gå efter de mere højprofilerede projekter uden at have øje for den mere langsigtede og mindre synlige udvikling. Buffets og Gates' donationer ændrer derfor ikke ved, at USA's bistand ligger på et skandaløst lavt niveau. Til gengæld kan man håbe, at lidt flere af de efterhånden ganske mange velhavende danskere vil lade sig inspirere af Warren Buffet til at give en uselvisk skærv med frem for som hidtil blot at bruge alle skejserne på køkkener, dyre biler eller for den sags skyld et operahus.