0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Regionalisme

Reelt behov for decentralisering.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

af 1990'erne har alle de større EU-lande erkendt, at regionale identiteter, hvad enten de udspringer af økonomiske, sproglige, religiøse eller andre forhold, er realiteter, som man må forholde sig politisk til, og som, hvis der skabes de rigtige forfatningsmæssige betingelser, godt kan trives inden for rammerne af et solidarisk, værdibaseret nationalt fællesskab. I flere tilfælde har netop EU-projektet med sit nærhedsprincip og sine muligheder for samarbejde mellem regioner på tværs af landegrænserne fremmet en fredelig regionalisering uden brud mellem nationalstater og regioner.

Regionaliseringen er dog ikke uden problemer. Et af dem er, at den ofte drives frem af rige regioner, som ikke vil være solidariske med de fattigere dele af landet. Det gælder meget udpræget den norditalienske separatisme, som repræsenteres af partiet Lega Nord, der var hovedkraften bag den forfatningsreform, som netop er forkastet ved en folkeafstemning. Reformen, som kun samlede flertal i de rige norditalienske regioner Lombardiet og Veneto, ville bl.a. have givet regionerne fuld kontrol med deres sundheds- og skolevæsen, ret til at oprette egne politikorps og en væsentlig indflydelse på sammensætningen af Italiens forfatningsdomstol. Den ville desuden have styrket premierministerens magt meget betydeligt i forhold til parlamentet og have frataget præsidenten hans nuværende muligheder for at afbalancere premierministerens magt og bremse regeringens initiativer, hvis de er i strid med forfatningen. Alt sammen ændringer, som lå Silvio Berlusconi meget på sinde.

DA 60 PROCENT af de italienske vælgere stemte nej til forfatningsreformen, stemte de ikke bare nej til en meget yderligtgående regionalisering, som måtte forudses at medføre en uacceptabel splittelse og ulighed mellem borgernes vilkår i de forskellige dele af landet, men også til en farlig indskrænkning af det parlamentariske demokrati. De stemte imod Silvio Berlusconi, som i sin propaganda havde gjort folkeafstemningen til en slags omkamp efter nederlaget ved parlamentsvalget i april, og imod Lega Nord, hvis fremmedfjendske og racistiske retorik og samkvem med diverse nynazistiske smågrupper i de senere år har rykket partiet ud på den ekstreme europæiske højrefløj.

Afstemningsresultatet ændrer ikke den kendsgerning, at der er et påtrængende behov for decentralisering og ikke mindst effektivisering af den italienske stat, og det er Romano Prodis regering nødt til at løse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere