AMBITIONERNE i velfærdsforhandlingerne endte med at blive sænket til et så lavt niveau, at alle partier i Folketinget - bortset fra venstrefløjen - kunne være med. Umiddelbart fremstår det endelige forlig derfor både uambitiøst og midlertidigt og vil næppe forhindre, at nye politikere om ganske få år atter vil begynde at diskutere yderligere reformer af f.eks. efterlønnen; måske ligefrem før de nye ændringer overhovedet er trådt i kraft. At bruge op mod 25 mia. kr. om året - eller hvad der svarer til de samlede udgifter til alle landets folkeskoler - på at lade mere eller mindre arbejdsdygtige mennesker trække sig tidligt tilbage er og bliver jo galimatias. Uanset hvad diverse magtpolitikere finder på af overspringshandlinger, vil den videre debat om nye velfærdsreformer derfor ikke kunne undertrykkes i de næste årtier. Efterlønnen, der blev opfundet i 1979, er ikke en langtidsholdbar ordning. Partierne har heller ikke ønsket at konfrontere det grundlæggende problem, at efterspørgslen efter ufaglærte - såvel yngre som ældre - falder i et accelererende tempo fremover. Uden en radikal skattereform, der letter skatten på arbejde for de dårligst lønnede og øger beskatningen af ejerboliger, vil livsmulighederne for de mange mennesker, der ellers ville være gået på efterløn, næppe blive bedre. Snarere tværtimod. REALPOLITISK set er velfærdsforliget imidlertid opløftende: Endelig har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) valgt at gå på kompromis med sin sædvanlige snævre blokpolitik. Langt om længe er der indgået et bredt, tværpolitisk forlig, der bryder med VKO-blokkens hidtidige magtarrogance. Så selv om konsekvensen er, at reformen er sunket ned på laveste fællesnævner, er der grund til at glædes over, at det samarbejdende folkestyre stadig fungerer. Trods alt. Selv om forliget er en positiv parlamentarisk begivenhed i sig selv, er der ingen grund til at antage, at VK-regeringen for alvor er brudt ud af alliancen med Dansk Folkeparti. Regeringen kunne nemlig ikke nære sig for også at indgå en ny sideaftale med Dansk Folkeparti om yderligere stramninger af udlændingelovgivningen. Desværre. Ikke overraskende vil der fremover blive stillet skærpede krav om 'danskhedstest', når udlændinge formaster sig til at bosætte sig her. Intet tyder dermed på, at regeringen har til sinds at brede samarbejdet ud på andre områder end lige netop velfærd. Reelt skyldes den pludselige forligsiver en frygt for vælgernes eventuelle modreaktioner. Ved at trække Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre med ind i forliget har regeringen blot ønsket at begrænse vælgerflugten. Og dermed kender man VK-regeringen på travet igen: Minimalpolitik er mantraet.