Det er vanskeligt at følge amerikanske - og en del danske - mediers benovelse over statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) direkte tale om forholdene i fangelejrene på Guantánamo og i Haditha under hans besøg i USA. Benovelsen skyldes antagelig, at forventningerne til statsministerens vilje til at rejse disse ubekvemme sager over for den amerikanske præsident ikke har været ret høje. Sagen er jo, at Fogh blot gjorde det som FN, den tyske kansler Angela Merkel og den svenske statsminister Göran Persson allerede havde gjort, og som er det eneste anstændige, en politisk leder fra et land, der hylder demokrati, menneskerettigheder og en international retsorden, kan gøre. Det overraskende - også for Bush - ville have været, hvis Fogh, samtidig med at tre Guantánamo-fanger begik selvmord, havde undladt at kritisere USA for en forbrydelse af historiske dimensioner. Benovelsen har også præget reaktionerne på invitationen til den danske statsminister om at besøge Bush i Camp David. Ser man på, hvilken indenrigspolitisk knibe Bush er i med stærkt vigende opbakning til krigen i Irak, til ham som præsident og til Det Republikanske Parti inden valget til Kongressen i november, er det belejligt, at der, efter at de europæiske allierede en for en er faldet fra, senest Berlusconi i Italien, kommer en allieret forbi og bekræfter sin loyalitet foran rullende tv-kameraer. Mens det er enkelt at se, hvad Bush kunne bruge besøget til, er det straks vanskeligere at gennemskue, hvad Danmark bruger sin tætte transatlantiske forbindelse til, og hvad vi får ud af den. Det er naturligvis i Danmarks klare interesse at have et godt forhold til USA, ligesom det i høj grad tjener danske interesser at pleje samarbejdet med vores europæiske samarbejdspartnere. Under Foghs ledelse er balancen mellem de to interesser imidlertid tippet til fordel for USA. Dels har samarbejdet med Dansk Folkeparti lagt en generel dæmper på regeringens EU-begejstring, og dels har Muhammedsagen ikke hjulpet på Danmarks anseelse, men det er selvfølgelig især den danske støtte til Irakkrigen, der for alvor har belastet Danmarks forhold til de øvrige EU-lande. Det er muligt, at det tætte personlige forhold mellem præsident Bush og Fogh Rasmussen tjener statsministerens personlige interesse, men det tjener på ingen måder danske interesser, at statsministeren lader hensynet til USA komme foran hensynet til det europæiske samarbejde.