UANSET man måtte mene om den danske og amerikanske regering, er det en god idé, at de taler sammen. Ikke så få europæiske regeringer ville endda rigtig gerne have et lige så tæt forhold til George W. Bush som den danske Fogh Rasmussen-regering. Men venskab forpligter. Når Anders Fogh Rasmussen (V) i dag møder Bush i hans officielle sommerhus, Camp David, bør han derfor tale rent ud om voksende danske bekymringer. FOGH KAN passende begynde med at minde Bush om, at Danmark er ved at være USA's sidste europæiske allierede i Irak, at den danske befolknings støtte er på retur og at der derfor i Danmark er et voksende ønske om en snarlig tilbagetrækning. Fogh bør desuden kræve, at den amerikanske fangelejr i Guantánamo en gang for alle lukkes. Og når han nu er i gang, bør han kræve en tilbundsgående, gerne international, undersøgelse af amerikanske soldaters overgreb på civile irakere i bl.a. byen Haditha. IRAKERNE HAR mere end noget andetbehov for, at der skabes tillid til en civil genopbygning og udvikling af deres land. På grund af amerikanernes katastrofale mangel på planlægning og strategi for Irak, har befolkningen alt for længe ventet på fremskridt. Men netop nu, hvor al-Qaeda-lederen Abu-Musab al-Zarqawi er sat ud af spillet, er det tid til at sætte massivt ind med civil hjælp i Irak. Det vil bedst kunne ske ved at lade FN spille en ny og større rolle i både den irakiske fredsproces og i landets økonomiske udvikling. Men det kræver unægteligt, at USA's vrangvillige forhold til FN erstattes af en ny amerikansk erkendelse af FN's muligheder i Irak - og for den sags skyld også i Afghanistan og Iran. SKØNT nødig vil erkende det, har supermagten jo nået grænserne for, hvad selv et monstrøst militærbudget kan tackle. Bush og hans soldater magter ikke egenhændigt at skabe fred i Afghanistan. USA er heller ikke i stand til at vinde krigen i Irak alene. Det er irakernes modvilje mod en altødelæggende borgerkrig snarere end de amerikanske soldaters tilstedeværelse, der hidtil har sikret, at landet ikke er gået totalt i opløsning. Lektien i Irak er, som så mange andre steder tidligere, at bistand til genopbygning af en fungerende stat er altafgørende, og at selv en supermagt har behov for at samarbejde om løsninger på både lokale og internationale problemer. Det kræver en ydmyghed og en samarbejdsvilje, som netop en god ven, der for øjeblikket er formand for FN's Sikkerhedsråd, bør indskærpe over for George Bush.