DER ER INGEN tvivl om, at Danmarks vigtigste råstof sidder mellem ørerne på danskerne. Men der er også en del i undergrunden. Faktisk så meget, at der er grund til at tænke nøje over, hvordan landet får mest ud af det. Det er olien, det handler om. I takt med de seneste to års eksplosion i oliepriserne har nordsøolien forvandlet sig til en ren guldgrube. Umiddelbart er der grund til at være glad for de stigende oliepriser. Pengene fosser ind i statskassen. Oven i købet betyder olieaftalen med A.P. Møller - Mærsk fra 2003, at staten får endnu mere ud af de stigende oliepriser, end det ellers ville have været tilfældet. I 2004 og 2005 er der kommet 17 milliarder kroner ekstra i statskassen som følge af aftalen og de stigende oliepriser. Og der er ikke noget, der ser ud til at dæmpe pengestrømmen foreløbig. IKKE DESTO MINDRE er staten i færd med formøble danskernes naturressourcer i et omfang, som ikke er set tidligere. For et er, at staten tjener styrtende på nordsøolien, noget andet er, hvad staten burde tjene på at sælge samfundets fælles værdier. Og her er regnestykket stærkt problematisk. Da VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti og de radikale indgik olieaftalen med A.P. Møller - Mærsk i 2003, skete det med udgangspunkt i en oliepris på 22,4 dollar pr. tønde. I dag er prisen over tre gange så høj. En situation, som aftalen slet ikke er lavet til. Da A.P. Møller - Mærsks udgifter til indvindingen af olien stort set er de samme uanset olieprisen, er konsekvensen, at Danmarks største og rigeste virksomhed skovler penge ind, som rettelig burde komme samfundet til gode. Der er tale om det, man kalder en overnormal profit, da olieselskaberne ikke selv har bidraget til at skabe ekstraindtjeningen. Og det er da også derfor andre oliestater overvejer, om det ikke er på tide at pålægge en engangsskat på de store gevinster. Men det gør den danske regering desværre ikke. TAGET I BETRAGTNING, at statskassen i øjeblikket forærer adskillige milliarder kroner om året til Danmarks rigeste virksomhed og dens to partnere i Nordsøen, Shell og ChevronTexaco, er der tale om en skandaløs lemfældighed fra regeringens side. Uagtet at 2003-aftalen stort set er uopsigelig på grund af en tåbelig 40-årig klausul, bør ansvarlige politikere gå aftalen igennem med tættekam for at finde en metode til at sikre, at staten ikke hvert år forærer milliardværdier væk til olieselskaberne. Helt unødigt.