DET VAKTE opmærksomhed i sidste uge, da en rapport, bestilt af Udenrigsministeriet, slog fast, at den danske regering har et hovedansvar for Muhammedkrisen, fordi den konsekvent nægtede at gå i dialog med den muslimske verden. Hvis Udenrigsministeriet virkelig havde bestilt en rapport, der skulle belyse regeringens indsats, ville det have været sensationelt. Ikke på grund af konklusionen, der jo er svær at komme uden om, men fordi regeringen dermed ville have taget initiativ til at udsætte sig selv for kritik. En utænkelig tanke. Hvis Udenrigsministeriet derfor alligevel havde tænkt tanken, ville Statsministeriet naturligvis have nedlagt veto. Regeringen har ikke brugt sit folketingsflertal til konsekvent at forhindre enhver form for uafhængig og uvildig undersøgelse af den store udenrigspolitiske krise for derefter at giver forskere ytringsfrihed til at være smagsdommere i sagen. FORSKERNE ER kommet med deres pointe i en anden sammenhæng, nemlig en rapport, der skal rådgive Udenrigsministeriet om, hvordan regeringen skal komme videre med det arabiske initiativ, der skulle arbejde for demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten. Det ville have været stærkt overraskende, hvis forskerne i den forbindelse ikke havde bemærket det helt ekstreme fænomen, at den danske regering i næsten fire måneder afviste at gå i nogen form for dialog med hele den muslimske verden om emner - mindretalsbeskyttelse, ytringsfrihed, diskrimination og religionsfrihed - der ellers må siges at være centrale for både demokrati og menneskerettigheder.MANGE HAR, i ugerne siden Muhammedstormen stilnede af, gjort sig overvejelser om, hvordan dansk diplomati kommer videre efter nedsmeltningen og alligevel yder et bidrag på et område, der fortjener høj prioritet, uanset de mange dilemmaer det rummer. Intellektuelt en spændende øvelse. I praksis lige så tvivlsomt som den reklamekampagne, statsministeren på et tidspunkt foreslog som svaret på vores omdømmeproblemer. Det bliver aldrig andet end svært for en regering, der har blandet blod med et parti, der hader og frygter islam, at gøre en succesrig forskel i en del af verden, hvor næsten alle mennesker er muslimer. Så enkelt - og så stort - er problemet nu engang.