SKØNT ULIGHEDEN i Danmark endnu ikke har vokset sig uoverstigelig stor, uddybes de sociale skel i disse år - ikke mindst på grund af udviklingen på boligmarkedet. Mens de rigeste for længst har klumpet sig sammen omkring de dyreste villahaver, forsøger middelklassen nu også at undgå enhver berøring med de stadig flere socialt udstødte: indvandrerne, de langtidsledige, førtidspensionisterne og alle de andre uden for realkreditforeningernes rækkevidde. Den voksende polarisering manifesterer sig således håndgribeligt i gadebilledet. Danmark er ved at blive et land af ghettoer - en for de rigeste boligejere, andre for middelklassen og en tredje for de udstødte i lejekasernerne. Mønsteret gentager sig på skoleplan: en type (privat)skoler til de velstilledes forkælede børn, en anden type nogenlunde velfungerende folkeskoler til middelklassens håbefulde børn, mens resten så må stille sig tilfreds med de nedslidte, belastede og tunge skoler. Tendensen er selvforstærkende. De socialt udstødte kobles effektivt af det omkringliggende samfund og får dermed sværere og sværere ved at bryde den negative sociale arv, der ellers dømmer dem til fortsat marginalisering. Denne ghettoisering har - mærkværdigvis - endnu ikke medført en markant politisk debat. End ikke Socialdemokraterne har formået at sætte temaet på den landspolitiske dagsorden. Men heldigvis styres al politik i Danmark ikke fra Christiansborg. DET NYE bystyre i København, med overborgmester Ritt Bjerregaard (S) markant i spidsen, har vist modet til at gøre opløsningen af netop disse ghettoer til en hovedprioritet. Det er beundringsværdigt i en tid, hvor al snak om boliger ellers handler om friværdi. Hovedstadens nye integrationsplan, der blev lanceret i går - og som støttes af både Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten - rummer en tiltrængt kombination af støtteordninger, økonomiske incitamenter og håndfast regulering. Målet er at opløse fem særligt belastede ghettoer i København: Tingbjerg, Mjølnerparken, Aldersrogade, Akacieparken og Lundtoftegade. Hvis beboerne i disse fem kvarterer nogensinde skal gøre sig forhåbninger om, at deres børn skal vokse op til bedre kår, er det altafgørende, at der ikke flytter flere overførselsindkomstmodtagere ind, og at der i stedet flytter flere ind, der er i reel beskæftigelse. Derfor er det mere end fornuftigt, at Københavns Kommune nu lægger op til, at arbejdsløse ikke længere skal kunne få anvist lejligheder her, og at lejelejligheder i disse fem kvarterer på sigt udbydes til salg. Forhåbentlig vil det kunne sætte en positiv spiral i gang i København og dermed vise resten af Danmark, at integrationsproblemer kan konfronteres med mere og andet end kontrol, øget tvang og diskrimination.