ROMANO PRODIS nye regering ligner umiddelbart så mange andre italienske regeringer: 19 midaldrende eller ældre mænd og seks kvinder, hvoraf de fire har fået udprægede letvægtsposter. Prodi havde lovet at udnævne otte kvinder, men da det kom til stykket, vejede koalitionspartnernes krav om taburetter tungere end hans egne løfter. Alligevel giver Prodis regering grund til forsigtig optimisme. Der er meget kapable folk blandt de nye ministre: de to tidligere premierministre, den partiløse Giuliano Amato og den socialdemokratiske leder Massimo D'Alema, er blevet henholdsvis indenrigsminister og udenrigsminister, og den meget anerkendte økonom og tidligere generaldirektør i EU-kommissionen Tommaso Padoa Schioppa er blevet økonomiminister. Det lover også godt for Italiens fornyede engagement i EU-samarbejdet, at den tidligere EU-kommissær Emma Bonnino er blevet europaminister. Og udnævnelsen af den tidligere offentlige anklager og korruptionsbekæmper Antonio Di Pietro til infrastrukturminister må tages som et løfte om oprydning og øget gennemsigtighed. DER ER MEGET godt i Prodis program, f.eks. sanering af økonomien, så Italien inden udgangen af 2007 igen kan overholde ØMU'ens stabilitetspagt; kamp mod skattesvindel; lovgivning, der skal sikre en større andel af kvinder i parlamentet og i offentlige lederstillinger; og lov om interessekonflikter, der kan beskytte det italienske demokrati mod sammenblandingen af politisk magt og private erhvervsinteresser. Prodi vil trække de italienske styrker ud af Irak i løbet af sommeren og dermed tidligere end lovet af Berlusconi. Og i modsætning til sin forgænger har Prodi skarpt taget afstand fra invasionen af Irak. Dermed rykker han Italien tilbage i EU's hovedstrøm. Prodis reformdagsorden er lang, og mange af punkterne vil genere stærke interessegrupper og være vanskelige at acceptere for nogle af hans allierede. Man kan håbe, at de partiledere, der nu er blevet ministre, vil øge forbundsfællernes loyalitet, så Prodi ikke, sådan som det skete for ham i 1998, bliver væltet af sine allierede på venstrefløjen. Om ikke andet burde bevidstheden om, at hvis Prodi falder, kommer Berlusconi tilbage, kunne holde sammen på koalitionen.