HVEM ER DET egentlig, der har et problem, når som i går mere end 50.000 mennesker går på gaden i demonstration mod, hvad de betragter som velfærdsforringelser? Og hvis problem er det, når Dansk Folkeparti hen over forsiden på en avis, ligeledes i går, meddeler, at partiet vil forsøge at skabe et alternativt flertal uden om regeringen for at frede efterlønnen i dens nuværende form? Det burde være indlysende, at det i begge tilfælde først og fremmest er regeringen, der har et problem. Sådan er det imidlertid ikke blevet udlagt i den samlede danske presse, som har fokuseret på, at dels demonstrationen og dels Dansk Folkepartis efterlønsbevarelse lægger pres på Socialdemokraterne under velfærdsforhandlingerne. Og vel har det da betydning for Socialdemokraternes forhandlingsposition, men det ligner virkelighedsforvrængning primært at gøre det til Socialdemokraternes problem. REALITETERNE ER, at regeringen er i en overordentlig vanskelig situation. Sammen med Dansk Folkeparti har Socialdemokraterne og de radikale afvist regeringens forslag til ændring af 10. klasse og forringelse af dagpengene til de 25-29-årige. Samtidig er støttepartiet Dansk Folkeparti nu på velkendt opportunistisk vis i gang med egne forhandlinger, uden om regeringen, for at bevare efterlønnen. Ydermere har partiet reelt givet Socialdemokraterne vetoret, eftersom man tydeligt har sagt, at Dansk Folkeparti ikke er med i et velfærdsforlig, hvis ikke Socialdemokraterne også er det. Den markering siger det hele: Når det gælder velfærdspolitikken, har Danmark reelt to socialdemokratier. Uden at svinge sig unødigt op kan man vist godt tale om, at tæppet er ved at blive trukket godt og grundigt væk under regeringens forhandlingsudspil. Det egentlige nederlag består imidlertid i, at han også i denne situation, som leder af velfærdsforhandlingerne, splitter i stedet for at samle. Med et svigtende støtteparti og faldende meningsmålinger står og falder statsministerens velfærdsreformer med Socialdemokraternes ansvarlighed. Derfor er det nu, partiet skal gribe chancen og positionere sig som regeringens egentlige aftalepartner og få indfriet de allerede fremsatte krav.