At museerne skal have lov at sælge ud af deres samlinger, er principielt ikke nogen dårlig ide. Museerne har genstande liggende, som aldrig ser dagens lys, men som de er forpligtet til at vedligeholde og lægge lagerplads til. Det er ren udgift og ikke til nytte for nogen. Så det er forståeligt, at man gerne vil have muligheden for at skille sig af med dubletter eller uønsket bundfald for i stedet at forædle sin samling. Men før det bliver en farbar vej, skal visse betingelser være opfyldt. Museer er i dag meget andet end fremvisning af og forskning i egen samling. Det er oplevelsescentre, hvor samlingen blot er en lille del af pakken, der indeholder arkitektur, restauration, events, konferencer, koncerter, børnemuseum, forlagsvirksomhed, brandsikring, museumsbutik og alt muligt andet. Det er store budgetter, der jongleres med i oplevelsesøkonomien, og samlingernes værdier må aldrig indgå i opretholdelsen af dette spil. Derfor skal der være vandtætte skotter mellem samling og drift. Det må aldrig blive sådan, at man kan spare på samlingen for at få penge til rammerne, og en politisk åbning for salg af museumssamlingerne må ikke på nogen måde blive til en skjult nedskæring af museerne. museumsledelse heller aldrig alene afgøre, om en genstand er værdig til at blive frasolgt. Der bør oprettes en statslig smagsdommerinstans, eventuelt i Kulturarvsstyrelsens regi, hvor uvildige kunst- og kulturhistorikere kan afgøre, om en given genstand er tilstrækkelig ubetydelig for museets samling til at kunne indgå i bytte eller salg. Salget af et værk bør desuden altid være begrundet i købet af et andet og bedre og gerne i en form for byttebørs, som det da også allerede ligger i Venstres forslag. Men forslaget unddrager Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Det er umiddelbart uretfærdigt at stille dem i en dårligere situation end de øvrige museer. Bevaringen af kulturarven er en fælles opgave for alle museer, og med en uvildig instans til at vurdere de aktuelle genstandes værdi for samlingen burde risikoen for, at en vildfaren museumsledelse sælger hovedløst ud af arveguldet, være minimeret. Resultatet af disse forbehold er sandsynligvis, at det er ganske små penge, man kan vinde på salg. Men det er nødvendigt at være tilbageholdende. I dag er den dominerende ideologi pragmatisk og pluralistisk. Det vil den ikke blive ved med at være. For bare 50 år siden var P.S. Krøyers malerier vurderet kunstnerisk meget lavere og kunne have været emner for et frasalg. Vi må beskytte os mod vores skiftende smag.