EN MAND SVEDER over en dansk indfødsretsprøve, som skal bestås, inden han kan blive dansk statsborger. Et af spørgsmålene henviser til den danske grundlov og lyder: Hvem har den lovgivende magt i Danmark? Svarer han 'den danske regering', bliver der ikke noget statsborgerskab. Den stakkel, der jo nok er vokset op i en bananstat, ved ikke bedre, end at det er regeringen, der sidder på magten, mens vi, der er vokset op med den danske grundlov, ved, at forskellen på en bananstat og et demokrati netop er statsmagtens tredeling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det rigtige svar er altså Folketinget. I STORE BEDEDAGS-avisen fik et medlem af den lovgivende magt, Søren Krarup (DF), stillet et spørgsmål, som på ingen måde havde til hensigt at teste hans egnethed som dansker, demokrat eller folketingsmedlem. Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med regeringens nye lovforslag om indførelse af en ny indfødsretsprøve, som alle, der søger dansk statsborgerskab, skal bestå. Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) har fremsat et lovforslag, der som det eneste indeholder en bemyndigelse til ministeren til at udforme prøven. Det har fået både Socialdemokraterne og de radikale til at bebude, at de vil stemme imod lovforslaget, uanset at begge partier er enige i, at nye statsborgere bør testes i deres viden om danske samfundsforhold. Men de ønsker ikke at flytte lovgivningsmagten fra Folketinget til ministerkontoret. I regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er man principielt enig med S og R. Som partiets ordfører Søren Krarup adspurgt siger: »Det er rigtigt, at bemyndigelseslove normalt er tvivlsomme, fordi de kan misbruges«. Men i dette tilfælde ser han imidlertid ingen problemer: »(Men) vi er ikke bekymrede, fordi prøven skal laves med os«. Man kan kun håbe, at statsborgerskabsansøgeren ikke har så stærke danskkundskaber, at han forstår, hvad regeringens støttepartis ordfører siger. Ellers ville han komme til at give det forkerte svar på spørgsmålet. Eller ville han bestå, hvis han kunne citere Krarup og gøre rede for forskellen på, hvad man i princippet mener, og hvad man mener, når man selv har magten? Måske han kun alt for godt kendte til den slags magtfuldkommenhed, der hvor han oprindeligt kom fra.