DET HØRER til livets faste holdepunkter, at der altid er krise på Det Kongelige Teater. Forgangne uge bød således på både et mordforsøg og et vulkanudbrud. Mordet forsøgtes udført med en kanon (tryk på første stavelse), da man i ledtog med kulturministeren og en flok pinger foranstaltede en tv-transmitteret fest på Operaen, der var så kedelig, at sagesløse seere sad i fare for at falde døde om. Med sådanne fester behøves ingen begravelser. Vulkanudbruddet kom fra Ghita Nørby, hvis vrede over i næste sæson kun at være blevet tilbudt en birolle som gammel dame med gangstativ kunne måles til styrke 9 på richterskalaen. Et mere principielt indhold i den store skuespillers udbrud skulle man dog nok have fat i den finere seismograf for at registrere. Det er trods alt ikke den kongelige ledelses skyld, at teatret har været forfulgt af uheld og ulykker, som har hindret Ghita Nørby i at optræde f.eks. i 'Indenfor murene'. Men hverken kanoner eller vulkanudbrud bør aflede opmærksomheden fra, at der er problemer at diskutere på Det Kgl. Teater. Måske er der endda en rigtig krise, som er mere end den sædvanlige teatertorden. DET ER SKUESPILLET, som krisen gælder. Operaen er p.t. begunstiget både af en fremragende ledelse og af nyhedens interesse i det nye hus, balletten er også i god gænge. Men Det Kongelige Teater har ikke noget egentligt bud på, hvad det vil sige at være skuespillets nationalteater i Danmark. Man har fine forestillinger mellem år og dag, man vinder Reumertpriser og kan altså med mellemrum og med rette gøre indtryk på teatermiljøet, men der er ikke et stærkt, lystbetonet og tillidsfuldt forhold mellem teatret og det store publikum, det burde have. Man flakker mellem det meget populære og det meget eksperimenterende, men finder aldrig den særlige form for langsigtet, kvalitetsbetonet appel, som andre store kulturvirksomheder lykkes med - det være sig et museum som Louisiana eller en teaterkonkurrent som Betty Nansen. Selv Danmarks Radio har jo visse gode bud på gynger og karruseller. Sidstnævnte offentlige virksomhed taler om public service. Måske var det sådan et begreb, man også kunne overveje på nationalteatret. I hvert fald bør man spørge sig selv, hvad der i grunden er forskellen på 'kongeligt' teater og alt muligt andet teater? Forskellen skulle meget nødig være, at man på Det Kongelige kan klare at spille for halvtomme sale.