VK-REGERINGENS mest liberalistiske værktøj blev opfundet, dengang Anders Fogh Rasmussen (V) stadig drømte om at rulle socialstaten tilbage. Opfinderen var dog hverken Fogh selv, Mogens Glistrup eller andre anløbne anarkoliberalister, men derimod selveste Mogens Lykketoft - dengang finansminister i den første Nyrupregering. Værktøjet er lige så enkelt, som det er effektivt: Ved at holde væksten i det offentlige forbrug væsentlig lavere end væksten i samfundet som helhed opstår der hvert år en økonomisk gevinst, der kan bruges på f.eks. at afdrage statsgælden. Rutinemæssig og ensidig gentagen brug af værktøjet skaber dog en mærkbar bivirkning ad åre: Den offentlige sektors andel af den samlede samfundsøkonomi bliver stadig mindre, og dermed opstår en stigende tendens til, at folk tilkøber private velfærds- og serviceydelser. I det enkelte år er effekten selvsagt ikke stor. Men hvis væksten i det offentlige forbrug ligger f.eks. 2 procentpoint under samfundsvæksten i blot fem år, vil den offentlige sektor være seriøst hægtet af. Uden at barbere budgettet i kroner og øre vil den danske velfærdsmodel dermed automatisk blive udhulet. Ud fra en liberalistisk logik er et sådant lavt loft over væksten i det offentlige forbrug et vidunderværktøj: I det skjulte rulles velfærdsstaten langsomt tilbage. HELDIGVIS ER DET dog ikke lykkedes hverken Nyrup- eller Foghregeringerne at holde væksten nede på den halve procent, som det oprindelig var ambitionen i 2010-planen. Udhulingen af den offentlige sektor er således sket i et lidt langsommere tempo, end Lykketoft & co. oprindelig havde planlagt. Når statsministeren nu annoncerer, at regeringen næste år vil tillade en vækst på en hel procent, er der derfor ikke tale om et brud, snarere om en tilnærmelse til virkeligheden. Men er en årlig stigning på en halv procent da ikke trods alt et lille fremskridt? Nej, ikke i det lange løb. Med en BNP-vækst i Danmark på den gode side af 2 procent, vil den offentlige sektor stadig halte bagud med lidt over 1 procent om året - hvilket sammenlagt bliver til en udhuling på over 12 procent på 10 år, eller hvad der svarer til lidt mere end de samlede udgifter til dagpenge og efterløn i dag. Det er slet ikke holdbart over tid - hverken økonomisk eller socialt. Nu hvor indtægterne fra nordsøolien er med til at høvle godt af statsgælden, bør væksten i det offentlige forbrug atter løftes op på niveau med den øvrige samfundsudvikling. Ikke højere, men bestemt heller ikke lavere: En effektiv velfærdsstat er alle pengene værd.