Hvor er der værst? I Sudan, Congo, Elfenbenskysten eller i Irak? Ifølge listen over verdens 'fejlslagne stater', udarbejdet af det amerikanske magasin Foreign Policy sammen med tænketanken The Fund for Peace, er det Sudan, der tager prisen i 2006 og dermed rykker fra listens tredjeplads til førstepladsen. Efter syv fredsforhandlingsrunder på to år (hvoraf den seneste stadig ikke har givet positivt resultat), to millioner fordrevne og 200.000 dræbte opfylder Sudan til fulde kriterierne for en fejlslagen stat, som blandt andet indebærer, at staten har mistet kontrollen over sit eget territorium og ikke kan beskytte sine borgere. Listen over fejlslagne stater blev offentliggjort i forrige uge, få dage efter at FN's Sikkerhedsråd i stort set ubemærkethed vedtog en skelsættende resolution, som slår fast, at det internationale samfund har et kollektivt ansvar for at beskytte civile mod folkedrab, etnisk udrensning, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Vedtagelsen er kulminationen på langvarige diskussioner og et stort antal FN-rapporter om dilemmaet mellem hensynet til den enkelte stats suverænitet og det internationale samfunds forpligtelse til at gribe ind i situationer, hvor et land har mistet kontrollen og enten ikke kan beskytte sine egne borgere eller selv står for overgreb på dem. blevet særlig tydeligt i en verden, der ikke længere er præget af krig mellem nationer, men af interne borgerkrige, som det har været tilfældet i Somalia, Rwanda, Srebrenica og Kosova. Resolutionen er et eksempel på, at de mange diskussioner og rapporter har båret frugt, ikke mindst fordi det i forløbet er lykkedes FN at redefinere suverænitetsbegrebet, så suverænitet ikke længere blot er et spørgsmål om kontrol, men også om ansvar. Det sidste betyder, at stater har et suverænitetsansvar indadtil over for egne borgeres sikkerhed og velbefindende og et suverænitetsansvar udadtil over for det internationale samfund gennem FN. Resolutionen har været længe undervejs, ikke mindst fordi to permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, Kina og Rusland, har været imod. Dels ser de resolutionen som et instrument i hænderne på amerikanerne og deres vestlige allierede, dels svækker detderes muligheder for at betale adgangen til olie og råstoffer i blandt andet Afrika ved at blokere beslutninger i FN's Sikkerhedsråd. Vedtagelsen er i sig selv skelsættende, men det reelle fremskridt skal måles på viljen til at implementere den. Hvis ikke resolutionen straks tages i brug i verdens mest fejlslagne stat for at forhindre yderligere vold og drab på civile i Sudans Darfurregion, er den ikke meget værd.