219 på fire år. Så få indvandrere er det lykkedes staten at ansætte siden 2002. Det svarer til en stigning på 0,13 procentpoint og dækker over, at 11 ud af 19 ministerier har haft et fald i antallet af ansættelser af indvandrere. Dermed udgør indvandrere to procent af statens ansatte i 2006. De sidste fire års tilbageskridt er sket trods regeringens målsætning om, at man allerede i 2003 skulle have været oppe på fire procent. Men det stopper ikke her. Staten har også formået at få antallet af elever, der har indvandrerbaggrund, til at falde, så der ikke sker en rekruttering blandt de helt unge. Og her ligger det fældende bevis, eftersom forklaringen om, at indvandrere og efterkommere ikke kan 'matche', som det så udansk hedder nu om dage, de akademiske kvalifikationer, der stilles i staten, ikke holder, når det gælder elevgruppen. Ville man have gjort det nemt for sig selv i staten, kunne man derfor have satset på at få flere indvandrere ind i elevgruppen. , der er tilnærmelsesvis politisk konsensus om i dette land, er det arbejdets velsignede integrationspotentiale. Regeringen forpasser da heller ikke nogen lejlighed til at påpege det private erhvervslivs ansvar for at ansætte indvandrere og deres efterkommere. Med rette, men uden troværdighed. Det private erhvervsliv er allerede marginalt foran det offentlige. Der er ingen, der påstår, at det er en nem opgave, men de katastrofalt lave tal afslører, at de statslige chefer ikke har forstået alvoren bag den statslige målsætning. Det kan måske forklares ved, at de statslige chefers chefer, ministrene, repræsenteret ved integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), der også har det overordnede ansvar for integrationen i landet, siger, at fire procent stadig er målet, men at »hun ikke vil holdes op på en dato«. Tre år efter, at målsætningen skulle have været opfyldt, vil ministeren ikke holdes fast på en dato. Men hvis ambitionen er blot at opfylde målet på et eller andet tidspunkt i fremtiden, giver det ikke længere mening at tale om en målsætning, og det sætter et stort spørgsmålstegn ved regeringens vilje og evne til at sikre en vellykket integration.