EU-landenes landbrugspolitik - hvor landmænd og deres eksportvarer støttes direkte, samtidig med at importvarer pålægges høje toldsatser - har nået et skadeligt omfang på verdensplan, der kan måle sig med Sovjetunionens katastrofale planøkonomi. Hvert år dør tusindvis af mennesker på grund af EU's landbrugspolitik. EU's landbrugsstøtteordninger er i dag én af verdenshistoriens mest selvdestruktive former for planøkonomi. Bortset fra de stadig færre landmænd taber alle på ordningen. Hvad der er endnu mere absurd: EU-landene ville blive rigere, hvis vi opgav de stærkt forvridende støtteordninger til landbruget, der ikke blot er med til at blokere for reel udvikling i verdens fattigste lande, men som også betyder, at de europæiske forbrugere må betale flere hundrede milliarder kroner for meget i for høje fødevarepriser og skatter. Selv hvis resten af verdens lande ikke var villige til at åbne deres markeder, ville det være til gavn for EU-landene, hvis vi ensidigt afviklede støtteordningerne. Molboøkonomien stopper ikke her: For hvis de andre lande som modydelse for, at EU afviklede landbrugsordningen, åbnede deres hjemmemarkeder for industrivarer og serviceydelser, ville de europæiske lande mere end fordoble gevinsten ved selve afviklingen af landbrugsordningen. EU har alt at vinde ved øget, reguleret samhandel. Absurd nok vejer hensynet til få bistandsbønder tungere end hensynet til det altovervejende flertal af europæiske borgere som til millioner af fattige mennesker i udviklingslandene. Derfor tegner det ulyksaligt nok til, at de 149 medlemmer i verdenshandelsorganisationen WTO ikke når at blive enige om en ny global handelsaftale, inden deadline udløber i aften. Selv om de fleste lande har fedtspillet på det skammeligste i de årelange forhandlinger om Doha-udviklingsrunden - der skulle sikre de fattigste lande bedre udviklingsvilkår - bærer EU-landene et hovedansvar for de forspildte muligheder. Så meget desto mere har EU-landene et ansvar for at holde liv i forhandlingerne. Første skridt kunne oplagt være, at EU opgav sin kortsigtede 'noget for noget'-taktik, og i stedet begyndte at varetage vælgerflertallets interesser. Heldigvis ville det også være til gavn for resten af verden.