SELVFØLGELIG skal kød ikke være så gammelt, at bakterierne når at æde det før forbrugeren, og selvfølgelig skal der hverken være salmonella i æggene eller fækalier i hindbærrene. Alt dette er netop selvfølgeligheder, og hvis ikke snart forbrugerministeren og hans kontrollanter får fjernet den akutte livsfare fra kølediskene, så står det skralt til i gamle Danmark. Men den egentlige madskandale er ikke afblæst, i det øjeblik vi kan spise kød, æg og grøntsager uden frygt for pludselig død eller ondartet mavekneb. For skandalen er jo, at selvfølgelighederne er blevet til selve kriteriet for, om maden er god nok eller ej. Som om kvalitet måles på, at fødevarerne ikke direkte er giftige eller umiddelbart sygdomsfremkaldende. Vi er blevet et nøjsomt folk. I kroner og øre stadig rigere, men på fødevareområdet stadig fattigere. Der spises elendigt i dagens Danmark; smagløse industriprodukter nedsvælges kritikløst efter den gamle devise 'Bare der er meget, og det kan moses'. Den gennemsnitlige dansker bruger langt mindre af sin høje disponible indkomst på mad end f.eks. en franskmand eller en italiener, og misforholdet bliver værre år for år. Dansk madkultur er i frit fald mod møddingen. Der kan fremføres så mange forklaringer. Bondekulturens forsvinden. Husmoderens forsvinden. Stress og jag. Men det er bortforklaringer. For Danmark er jo på disse områder ikke mere moderne end så mange andre lande. Men vi spiser mere elendigt end i så mange andre lande. Og det gør vi, fordi vi er ligeglade. Ligegyldigheden er skandalen. Vores mad har ølvom og hængerøv, og vi er ligeglade. Vi fylder os med gammelt flæsk og kværnede knoglerester, og vi er ligeglade. For den danske slamføde er billig, og på madvarernes område sammenligner vi ikke pris og kvalitet, vi sammenligner pris og mængde. Som sagt: 'Bare der er meget, og det kan moses, og det er billigt - og man ikke dør af det lige med det samme'. Når et land, som engang havde de højeste krav til stikkelsbærgrød, rullepølse og kruspersille, i dag kan være sunket ned i en sådan ligegyldighed, så er der tale om et større kulturelt forfald. Og det er trods alt ikke Lars Barfoeds skyld helt alene.