DET BEDSTE, der kunne ske for Iran og verden, ville være, hvis landet holdt op med at være et autoritært præstestyre, hvis præsident udspyer had og løgn vendt mod den vestlige verden i al almindelighed og Israel i særdeleshed. Den gode nyhed er, at det iranske regime ikke hviler på en bred folkelig opbakning. Hvis det stod til landets unge og veluddannede, ville regimet allerede være faldet. Den dårlige nyhed er, at regimet stadig er stærkt, og styrkes af omverdenens pres. De færreste iranere synes - uanset hvad de mener om præstestyret - at Iran er mindre egnet til at råde over atomvåben - for slet ikke at tale om atomenergi, som er det, regimet indrømmer at ønske - end lande som Indien, Israel og Pakistan, der ligger i nabolaget, og som heller ikke er blandt de fem anerkendte atommagter i den internationale ikkespredningstraktat. VILLE DET være en god idé, hvis USA invaderede Iran, så atomprogrammet kunne bremses og regimet udskiftes? Svaret på det spørgsmål må være et klart nej. Både fordi det er svært at få øje på, hvilket anerkendt internationalt princip, der skulle bære beslutningen, og fordi både omkostninger og konsekvenser er helt uoverskuelige. Ville det så være en god idé at bombe Irans atomprogram med små taktiske atomvåben, sådan som det overvejes i Washington? Svaret er igen nej, fordi helt bortset fra de menneskelige og miljømæssige omkostninger, så ville alene bruddet på det tabu omkring brug af atomvåben, der trods alt blev etableret under den kolde krig, være alt for høj en pris at betale. Der er altså ikke nogen 'nemme' løsninger på det iranske problem. Men der er samtidig ingen grund til at tro, at den atomafskrækkelse, der virkede under den kolde krig, ikke vil kunne inddæmme et atombevæbnet Iran. Verden har ikke brug for flere militære eventyr i Mellemøsten. Hvad verden har brug for, er mere af den afbalancerede kombination af afspænding og afskrækkelse, der tjente Europa og USA så godt under den kolde krig. Styrkeforholdet er massivt i vores favør. Men det betyder ikke, at vi kan tillade os hvad som helst. Tabernes våben er som bekendt en terrorisme, der intet ændrer, men gør ondt undervejs. Og Teheran praler med at råde over 40.000 selvmordsbombere.