FORHÅBENTLIG ER der grund til at lykønske Italien og det øvrige Europa med gårsdagens valgresultat, når dette læses. Hvis Romano Prodis sejr holder, efter at de sidste stemmer er talt op, betyder Silvio Berlusconis nederlag, at man omsider kan se enden på en farlig abnormitet i europæisk politik: En politiker, som foruden at være sit lands regeringschef også er dets rigeste erhvervsmand og ejer af halvdelen af dets landsdækkende tv-stationer, og som desuden via sit flertal i parlamentet kontrollerer de tre statslige kanaler. En regeringschef, som i sine fem år ved magten har ført en systematisk kampagne for at delegitimere sit lands retsvæsen, fordi dets offentlige anklagere har tiltalt ham eller medlemmer af hans klan for mangfoldige tilfælde af korruption, økonomisk kriminalitet eller samarbejde med mafiaen, og fordi dets dommere i nogle tilfælde har fundet ham og hans venner skyldige. En regeringschef, som har omgjort folkeafstemningsafgørelser ved hjælp af et simpelt parlamentsflertal, som gang på gang har gennemført love, der var skræddersyede til at tjene hans og klanens personlige interesser, og som med sin aggressive og vulgære stil har skadet den demokratiske kultur i Italien og kostet sit land dyrt i international prestige og indflydelse. DESVÆRRE MÅ lykønskningerne være præget af forbehold. Der var næppe nogen, der havde forventet en jordskredssejr til centrum-venstre i et land, hvor der ikke er tradition for, at to fløje kæmper om magten, men for regeringssamarbejde hen over midten, hvor vælgerne er meget utilbøjelige til at skifte parti, og hvor omkring halvdelen af dem til hver en tid vil hælde i retning af centrum-højre. Men at det, der ser ud til at blive en sejr til Prodi, skulle blive så meget mindre, end meningsmålingerne havde spået gennem hele det forløbne år, er en stor skuffelse. Prodis sejr består først og fremmest deri, at det forhåbentlig er lykkedes ham at forhindre Berlusconi i at danne regering igen og i at påberåbe sig et folkeligt mandat til at fortsætte som hidtil. Om den formodede valgsejr vil tillade Prodi at danne regering, er et åbent spørgsmål. Det lykkedes Prodi og hans allierede at overbevise mange marginalvælgere, som måske ellers ikke ville have stemt, om, at Berlusconis sammenblanding af politik og private interesser gør ham uegnet til at lede Italien, men altså ikke tilstrækkeligt mange til at sikre ham et virkelig solidt regeringsgrundlag. HVIS ROMANO PRODI bliver Italiens næste regeringschef, skal han finde løsninger på de alvorlige økonomiske og sociale problemer, som Berlusconi ikke formåede at løse. Der er ingen tvivl om, at han personligt er langt bedre rustet til at gøre det end sin forgænger, men det kræver, at hans meget heterogene koalition, som spænder fra borgerlige katolikker til kommunister, ikke falder fra hinanden først. Man kan kun håbe, at fem år med Silvio Berlusconi som premierminister har overbevist centrum-venstre-lederne om, at de er nødt til at arbejde mere loyalt sammen, end de gjorde, da de var i opposition. Selv om Silvio Berlusconi ikke kommer til at danne regering, vil også han fremstå som vinder af parlamentsvalget. Han klarede sig væsentligt bedre, end meningsmålingerne havde lovet, og han viste igen sin kolossale evne til at mobilisere potentielle tilhængere. Hans udholdenhed og evne til at overleve og gøre comeback er legendariske, men denne gang har han overgået sig selv. Man må konstatere, at hans grove brud på valgkampens formelle regler og hans rabiate udfald mod sine politiske modstandere og kritikere, hvad enten de befinder sig i medierne eller i den italienske arbejdsgiverforening, har båret frugt. Berlusconis hæmningsløse retorik virker frastødende på udenlandske iagttagere og på en del af det italienske vælgerkorps, men i forening med sidsteøjebliksløfter om skattelettelser har den formået at sikre Berlusconi så mange stemmer, at de næsten kunne opveje de mange Berlusconi-vælgere fra 2001, som nu vendte ham ryggen, fordi han ikke havde opfyldt sine løfter om økonomisk vækst og øget velstand for alle italienere. FOR SILVIO BERLUSCONI er valgresultatet i meget høj grad en sejr over forbundsfællerne, den højrenationale Gianfranco Fini, den centrum-højre-katolske Pier Ferdinando Casini og den norditalienske autonomi-forkæmper Umberto Bossi. Op til valget havde de tre partiledere travlt med at distancere sig fra Berlusconi og markere deres vilje til at finde en ny leder af centrum-højre-koalitionen, hvis den interne magtbalance forskød sig. Det gjorde den, men i Berlusconis favør. Hans parti er det største af de fire centrum-højre-partier, og ingen af hans rivaler kan gøre ham rangen stridig som centrum-højre-fløjens leder. Det ville ellers have været en stor fordel, hvis Berlusconi var blevet tvunget i baggrunden til fordel for Casini eller Fini. Ikke fordi de er mindre højreorienterede end Berlusconi, men fordi de, uanset hvad man kan mene om Casinis katolske konservatisme og Finis nyfascistiske fortid, begge to er normale politikere, der ikke blander politik og private interesser sammen, og som udviser en grundlæggende respekt for demokratiets spilleregler og udtryksformer. Den slags oppositionsledere vil der være god brug for, hvis - og forhåbentlig når - sårene efter Berlusconis regime skal heles.