NÅR REGERINGEN ikke engang kan fremlægge et velfærdsudspil uden at påklistre yderligere stramninger af udlændingepolitikken, må man konstatere, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) toner rent dannebrogsflag. Trods de seneste dages diskussion om mulighederne for en ny VKR-regering signalerer Anders Fogh desværre, at han stadig satser helhjertet på alliancen med Dansk Folkeparti og dermed ikke reelt har til hensigt at afsøge mulighederne for et bredt og bæredygtigt forlig ind over midten i Folketinget. Ser man bort fra det verdensfjerne krav om, at alle udlændinge, der ønsker permanent ophold, skal have lært dansk på forhånd og have haft to års beskæftigelse, er der dog tale om et tiltrængt udspil, der går i den rigtige retning: Green card-ordning, øget satsning på uddannelse, opstramning af SU-reglerne og en senere tilbagetrækningsalder er alt sammen fornuftigt. Men ambitionsniveauet er for lavt. De centrale dele begrænser sig til blot at hæve aldersgrænserne for en i øvrigt uændret efterløn og folkepension - sågar med den politisk set bizarre tilføjelse, at »med det her forslag, som regeringen har fremlagt, er velfærdssamfundet også holdbart om 50 år«, som økonomiminister Bendt Bendtsen (K) triumferede ved fremlæggelsen. REALITETEN ER imidlertid, at regeringens udspil hverken er ambitiøst eller langtidsholdbart. Blot at hæve aldersgrænsen for efterlønnen ændrer nemlig ikke ved det grundlæggende misforhold, at vi i dag bruger lige så mange penge på at give arbejdsduelige mennesker mulighed for at trække sig tidligt tilbage, som vi bruger på samtlige folkeskoler her i Danmark. I de første kommentarer fra venstrefløjen og Dansk Folkeparti lyder det dog, som om efterlønnen nærmest bliver afskaffet med regeringens udspil. Det er langtfra tilfældet. Godt nok foreslår regeringen en forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen, men tilbage står, at efterlønnen reelt bevares. Kendsgerningen er, at regeringen vil bevare den absurde praksis med at bruge 25 mia. kr. om året på at betale arbejdsdygtige mennesker for at holde op med at arbejde. Efterlønnen står i vejen for en virkelig ambitiøs satsning på efter- og videreuddannelse - ikke mindst af de hundredtusindvis af borgere, der ikke engang lærte at læse og skrive, da de gik i folkeskolen. Hvor efterlønnen ved sin introduktion i 1979 måske tjente sit formål ved at gøre det lettere for de store ungdomsårgange at komme ind på arbejdsmarkedet, har den i dag udtjent sin rolle og gør mere skade end gavn. PENGENE KUNNE også bruges på at give markante skattelettelser til de lavtlønnede. Massive skattelettelser i bunden af indkomstskalaen ville gøre meget mere for integrationen af indvandrere og flygtninge, end de ubetydelige lappeløsninger VK-regeringen disker op med i velfærdsudspillet. Skal der for alvor gøres noget ved integrationen, skal det gøres billigere for virksomhederne at ansætte folk - frem for blot at indføre nogle bureaukratiske mentorordninger o.l. Efterlønnen bør afskaffes og erstattes af behovsstyrede ordninger, som er målrettet mod de grupper, der er nedslidte. En enkelt løsning kunne være at lette adgangen til førtidspension for folk over 60 år inden for bestemte faggrupper. Selvfølgelig skal folk, der er nedslidte, kunne trække sig tilbage, men det bør altså ikke være en universel rettighed for alle lønmodtagere. EFTERLØNNEN ER ikke det eneste punkt, hvor regeringen er uambitiøs. Velfærdsudspillet går uden om det punkt, hvor behovet for reform er størst: skattepolitikken. Hvis ambitionen om at sikre Danmarks konkurrenceevne og få flere indvandrere i arbejde skal være andet end floskelpolitik, skal skatten på arbejde sænkes drastisk. Både for de lavtlønnede, som har svært ved at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet, og for de højtlønnede, der fristes af lave indkomstskatter i udlandet. Pengene til skattelettelser kunne f.eks. komme fra en afskaffelse af efterlønnen. Men de kunne i endnu højere grad komme fra en mere rimelig beskatning af fast ejendom. Uanset hvor politisk umuligt en forhøjelse af boligskatterne er i det nuværende politiske klima, er faktum, at det er samfundsskadeligt at opretholde et skattesystem, hvor folk tjener flere penge på at eje mursten end ved at arbejde. DESVÆRRE KAN VI skyde en hvid pind efter såvel en afskaffelse af efterlønnen som en skattereform, så længe Foghregeringen har pantsat sin politiske handlekraft hos landets mest indvandrer- og fremtidsangste partier. Oven i købet kan vi så konstatere, at Anders Fogh er klar til at gøre yderligere skade ved at acceptere Dansk Folkepartis krav om nye stramninger i udlændingepolitikken. Stramninger, der er med til at lukke Danmark af over for omverdenen på et tidspunkt, hvor vi har behov for det stik modsatte. Uanset hvordan de kommende ugers forhandlinger ender, vil det dog blive nødvendigt at ændre ordningerne - inden for en overskuelig fremtid. Ikke kun fordi reformerne tegner til at blive utilstrækkelige, men også fordi fremtidige flertalskonstellationer i Folketinget uundgåeligt vil blive nødt til at justere reglerne. Politikerne bør derfor koncentrere kræfterne om at gennemføre reformer, der får effekt, inden Anders Fogh Rasmussen selv trækker sig tilbage på efterløn.