Et kompromis om Irans omstridte atomprogram bør være muligt. Præstestyret i Teheran har uafviseligt forsøgt at løbe om hjørner med EU's Iran-trojka og FN's atomenergiagentur, IAEA, men det har heller ikke været mødt af nogen større politisk pædagogik fra USA, som har foretrukket at rasle med sablen. Ret beset bør ingen, heller ikke præstestyret i Teheran, være interesseret i et atomvåbenkapløb i Mellemøsten. Men så langt er iranerne heller ikke. Og det internationale samfunds indlysende interesse må stadig være et kompromis, der giver Iran mulighed for en fredelig anvendelse af kernekraft og gør det unødvendigt for omverdenen at frygte Irans ambitioner. Kompromiset ligger lige for. Men det kræver unægtelig en indrømmelse fra begge sider, både fra Iran og fra dets hovedkritiker, USA. Iran må afkræves accept af at underlægge sig IAEA's inspektioner - ikke alene principielt, men også praktisk. Præstestyret har allerede underskrevet ikkespredningsaftalen om atomvåben og har lovet at respektere - men ikke hidtil ratificeret - tillægsaftalen om uvarslede inspektioner. Men præstestyret skylder også at ændre sin urovækkende tradition for at skjule alt, hvad IAEA ikke selv finder ud af eller informeres om fra vestlige efterretningstjenester. USA må samtidig vise vilje til at indgå en ikkeangrebsaftale, som giver Iran tillid til, at amerikansk militær ikke pønser på at fjerne præstestyret med magt. Hvis iranerne selv skiftede deres undertrykkende præster ud, burde det ikke fremkalde mange tårer. Men en amerikansk militærtrussel er ikke det bedste grundlag for at vinde iranernes tillid. Tværtimod: Hvis de nationalt sindede iranere havde grund til at have respekt for deres ret til civil anvendelse af kernekraft, kunne deres vilje til at afholde sig fra atomvåben være desto større. Kompromiset bør i hvert fald forsøges. FN har entop givet iranerne 30 dage til at overbevise IAEA om deres fredelige intentioner med det omstridte atomprogram. Al den stund iranerne tilbydes brændstof udefra - både af store EU-lande og af Rusland - skylder præstestyret også en god forklaring på dets krav om selv at berige uran. Hvis præstestyret vitterlig kun satser på en fredelig udnyttelse af atomkraft, bør en ikkeangrebspagt og tilbud om brændstof udefra være det tilbud, som en ansvarlig iransk regering vil kvittere for med en afblæsning af ethvert militært atomprojekt.