RESULTATET AF valget i Hviderusland i søndags var cirka lige så spændende som et valg i Saddam Husseins Irak. Helt som forventet vandt landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, en knusende valgsejr med mere end 10 gange så mange stemmer som sin nærmeste rival. Et imponerende resultat. Hvis altså Hviderusland havde været et demokrati eller noget, der minder om det, men det er desværre ikke tilfældet. I sine foreløbig 12 år ved magten i Hviderusland har Aleksandr Lukasjenko holdt alle forsøg på at demokratisere eller for den sags skyld bare modernisere landet på afstand i en grad, så han helt korrekt betegnes som Europas sidste diktator. Valget i søndags var en parodi på et demokrati, med udbredt valgsvindel, trusler mod oppositionen og en ekstremt regeringsvenlig presse. OSCE har da også fordømt valget og erklæret, at det ikke levede op til internationale minimumsstandarder. SPØRGSMÅLET ER så bare, hvad man skal gøre ved denne sørgelige tingenes tilstand. EU har truet med sanktioner, hvilket er en glimrende ide, forudsat at de skræddersys, så de ikke går ud over civilbefolkningen. Men sanktioner vil næppe i sig selv føre til en demokratisk sommer i Minsk. Dertil sidder Lukasjenko af flere grunde alt for solidt i præsidentpaladset. For det første fordi Rusland af egne strategiske grunde holder hånden over ham. For det andet fordi en effektiv propaganda bakket op af et hemmeligt politi holder befolkningens modstand i ave. Skal EU for alvor gøre en forskel i forhold til Hviderusland, kræver det, at man arbejder målrettet på begge fronter. I FORHOLD til Rusland betyder det, at EU helt konsekvent tager spørgsmålet om Hviderusland op hver eneste gang, man mødes. Det er næppe realistisk, at EU kan true eller presse Rusland til at opgive sin støtte til Lukasjenko. Men med et konsekvent pres kan man gøre det så politisk, diplomatisk og økonomisk omkostningsfyldt for Rusland at opretholde sin nuværende ekstremt tolerante politik over for Hviderusland, at man kan håbe, Putin kommer på bedre tanker. Samtidig bør støtten til det selvstændige civilsamfund og de få uafhængige medier i Hviderusland skrues op så meget som overhovedet muligt. Det gælder både om at opbygge kompetencer uden for regeringsapparatet og - især - at oplyse befolkningen. Revolutionerne i Ukraine og Georgien har vist vejen.