DE TO fremtrædende erhvervsledere, der i dag skriver her på siden, retter med velgørende klarhed opmærksomheden på, hvad der lige nu er Danmarks største problem. Dansk økonomi har det som bekendt godt. De integrationsproblemer, vi har, sætter sig ikke spor i en højere samlet arbejdsløshed end i andre europæiske lande. Almindelige danskere er ikke for alvor mere intolerante end andre europæere. Der er mange andre europæiske lande, hvor et fremmedfjendsk og islamofobisk parti får mellem 10 og 20 procent af stemmerne. Andre europæiske lande har naturligvis også den ytringsfrihed, der tales så meget om herhjemme. Det eneste for alvor usædvanlige i Danmark er den parlamentariske alliance mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Det er denne alliance, og alt hvad den kræver af tilpasning og indrømmelser, der er sagens kerne. ALLIANCEN med Dansk Folkeparti er årsagen til, at Muhammedsagen udviklede sig til en udenrigspolitisk katastrofe. Den er årsagen til, at karikaturerne overhovedet blev tænkt og trykt. Den er årsagen til, at det muslimske mindretal herhjemme konstant og forskelsløst mobbes i den offentlige debat. Den er årsagen til, at Danmark på stadig flere punkter krænker de europæiske menneskerettigheder. Den er årsagen til, at vores omdømme i omverdenen - ikke kun i Mellemøsten, men i resten af Europa og globalt - er belastet i et omfang, der ikke er set siden Anden Verdenskrig. Den er årsagen til, at integrationen står i stampe, og at diskrimination på arbejdsmarkedet og i samfundet befinder sig på et langt højere niveau, end den burde gøre. Den er årsagen til, at det bliver stadig vanskeligere for stadig flere at bevæge sig ind og ud af landet. Den er årsagen til, at danske soldater befinder sig midt i et livsfarligt Mellemøsten på en stadig mere problematisk mission. Og den er endelig årsagen til, at det samarbejdende folkestyre på Christiansborg befinder sig i en stadig dybere krise, med stigende forbitrelse og stadig mere urimelige udfald til følge. De to erhvervsledere tager da også konsekvensen og opfordrer regeringspartierne til at samarbejde med Socialdemokraterne, de radikale og SF. Et samarbejde ind over midten er på lidt længere sigt den eneste vej frem, hvis ikke polariseringen mellem den nuværende christiansborglogik og et stadig mere frustreret civilt samfund skal eskalere yderligere. Bare man turde tro på, at der var en statsminister, der lyttede.