DER ER god grund til, at diplomater hader, når der 'går politik' i en sag. Det sætter nemlig deres diskrete og fintmærkende system ud af spillet for i stedet at lade udenrigspolitikken være styret af politiske og, ikke sjældent, populistiske indenrigspolitiske motiver. De seneste måneder har været ét langt ubrudt mareridt for embedsmændene i Udenrigsministeriet, og det er langtfra ovre. For det er ikke kun regeringen, der fører indenrigspolitik under dække af udenrigspolitikken, en del af oppositionen er villigt fulgt efter. I løbet af Muhammedkrisen er det lykkedes SF's formand at skabe sig en selvstændig platform. Han har ofte haft fat i substansen, men der har også været fejlskud. I et læserbrev i december sidste år kaldte Søvndal det »befriende«, at Jyllands-Posten havde trykt Muhammedtegningerne. I gårsdagens avis gav han en lidt tåget forklaring på, at sagen stiller sig helt anderledes i dag, men slog fast, at han står ved sit indlæg. Man kan derfor godt få den tanke, at Søvndal i sin iver efter at betale aflad for decembers debatindlæg tidligt i går morges måtte mene, at Danmark, som følge af at en afghansk mand risikerer dødsstraf, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen, nu må trække de danske soldater ud af Afghanistan. DET ER ingen hemmelighed, at SF har stemt imod at sende danske soldater til Afghanistan. Det er en ærlig sag. At bruge retssagen som begrundelse for at trække dem hjem er derimod at blande begreberne sammen. Der skal ikke være tvivl om, at retssagen mod den kristne afghaner stærkt må fordømmes, og alt gøres for, at manden ikke bliver dømt. Men det har man andre og mere effektive midler til. I sådan en sag gælder det om at bruge den danske tilstedeværelse og bistand til sammen med andre regeringer at lægge pres på den afghanske regering. Det er det princip, der er styrende for dansk udviklingsbistand til lande, der har problemer med at overholde menneskerettighederne. Således omfatter det danske bistandsprogram i Afghanistan støtte til demokratisering og menneskerettigheder. Dette princip har SF tidligere været fortaler for, og derfor er det useriøst, når dette sunde princip i udenrigs- og udviklingspolitikken bliver misbrugt af SF's formand.