JO FLERE PENGE arbejdsmarkedets parter kan blive enige om at prioritere til efteruddannelse, jo bedre. Den stigende globale konkurrence tvinger os til at løfte uddannelsesniveauet markant blandt alle danske lønmodtagere; ikke kun én gang, men løbende gennem hele livet. Indsatsen skal sættes ind, før folk bliver fyret. Heldigvis ser det også ud til, at fagbevægelse, arbejdsgivere og regering endelig har erkendt behovet - skønt ingen foreløbig vil kendes ved regningen. Perspektivet er positivt: Hvis det i de kommende år lykkes at skabe et effektivt efteruddannelsessystem for voksne - hvor folk i alle former og farver kan blive fagligt opkvalificeret - vil Danmark som det første rige land i verden have fundet et snedigt skaktræk i konkurrencen med fattigere lande med billigere arbejdskraft. For hvis vi kan løfte hele befolkningen op på et højere uddannelsesniveau, også dem, der i dag ikke har gennemført så meget som en ungdomsuddannelse, har vi en reel chance for at skabe nye varer og serviceydelser, der kan klare sig på verdensmarkedet. Spørgsmålet er kun, hvordan et sådant efter- og videreuddannelsessystem kan og bør skrues sammen; herunder ikke mindst hvem der skal betale milliardregningen. Umiddelbart kan det virke besnærende blot at lade arbejdsmarkedets parter selv forhandle detaljerne på plads i overenskomstforhandlingerne - som det jo er kutyme her i Danmark - og så i øvrigt håbe på, at de sætter ambitionsniveauet højt nok. ERFARINGERNE fra de seneste 10-15 års danske 'mirakeløkonomi' viser imidlertid, at arbejdsmarkedets parter ikke altid evner at løse brede samfundsopgaver, der går ud over at varetage egne medlemmers økonomiske interesser. Trods rekordlav ledighed er der stadig over en million danskere på offentlig forsørgelse, og dét skyldes ikke mindst, at arbejdsmarkedets parter - naturligt nok - har været mest optaget af at skabe job til de mest egnede; det vil sige fagforeningsmedlemmerne. Udfordringen omfatter langt flere end dem, der i dag er medlemmer af fagforeninger, ligesom udfordringen ikke kun handler om at gøre folk marginalt bedre til deres nuværende arbejde. Ambitionen bør i stedet være, at antallet af folk uden beskæftigelse mindskes markant - i kraft af øget efteruddannelse - og at alle, som er i job nu, videreuddannes, så de kan søge mere specialiserede job. Erfaringerne tyder på, at arbejdsmarkedets parter næppe kan klare denne dobbeltopgave alene. Det offentlige bør derfor spille en aktiv rolle, både som finansieringskilde og som udbyder af målrettede uddannelsesforløb. At skabe et 'efteruddannelsessamfund' er kort sagt en alt for vigtig opgave til at blive overladt til lobbyorganisationerne alene.