Depecher, verbalnoter og aide-mémoirer. Sprogbruget i Udenrigstjenesten virker ofte som et levn fra 1800-tallets diplomatiske konferencer, og næsten samme gammeldags holdning præger desværre regeringens forslag til at styrke Udenrigsministeriet i de kommende år. Målsætningen i globaliseringsudspillet om at øge Danmarks viden om resten af verden og især Mellemøsten og de asiatiske vækstøkonomier er ellers ramt lige på kornet. For er der en ting, Muhammedkrisen har vist med al ønskelig tydelighed, er det, at Danmark ikke ved og forstår nær nok om, hvordan verden uden for Vesten tænker og agerer. Og at det kan koste dyrt i en globaliseringstid, hvor både viden, varer og vrede flyder frit over grænserne. Det er derfor indlysende rigtigt, at der efter flere års kortsigtede nedskæringer er behov for at styrke den danske udenrigstjeneste. Analysekapaciteten og vidensindsamlingen skal styrkes og ekspertisen øges. Men er målsætningen i regeringens forslag rigtig, er midlerne det ikke. Vanetænkningen hviler som en tung vinterdyne over planen om at oprette flere ambassader. Ligesom tiden er løbet fra de israelske bosættelser, har den teknologiske udvikling undermineret nytteværdien af småbitte danske ambassader. Med telefon, e-mail, internet og billige flyforbindelser er det i høj grad muligt at følge med i lande uden at have en permanent tilstedeværelse, og skulle det gå galt, har nødstedte danskere ret til hjælp fra andre EU-landes ambassader, når Danmark ikke har en ambassadør eller konsul. Frem for at satse på mange små ambassader burde Udenrigsministeriet derfor i langt højere grad satse på større regionale ambassader, der kan andet og mere end administrere sig selv og fremme eksporten. Man får langt mere for pengene ved at ansætte eksperter, som taler arabisk, kinesisk og farsi, forstår kulturerne og kan læse og forudsige reaktionsmønstrene. Tiden er nemlig ikke bare løbet fra små ambassader, men også fra Udenrigstjenestens ensidige satsning på generalister. Ganske vist er diplomati langt hen ad vejen et håndværk, som kan bruges i mange forskellige udenrigspolitiske sammenhænge, men skal man have en dyb forståelse af en region, kræver det altså lang tid. Bliver man ved med at flytte ansatte fra Tallinn til Teheran, bliver der også fremover langt mellem de indsigtsfulde analyser af præstestyrets handlinger. Specialisering og arbejdsdeling har i århundreder bragt menneskeheden vidt. Det var på tide, at Udenrigsministeriet gjorde lidt mere brug af det.