I forrige weekend lagde Helle Thorning-Schmidt og dermed Socialdemokraterne - forsigtigt - borgfreden bag sig. I forgårs var det så Marianne Jelved, der meget skarpt tog afstand fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. Hvor han selvsikkert havde skilt fårene fra bukkene i debatten, fik han nu at vide, at han er både »arrogant«, »pinlig« og »farlig«. Og hvad SF og Enhedslisten angår, må man jo sige, at de hele tiden har markeret deres utilfredshed med regeringen i Muhammedsagen. Hvor rimeligt oppositionens krav om en uafhængig undersøgelse og kritik af statsministerens »håndtering« end er, så lider den dog af et alvorligt handikap. Nej, det er ikke oppositionens manglende flertal, der her sigtes til. At oppositionen ikke har flertal, er faktisk det normale i et demokrati. Den kendsgerning, at Dansk Folkeparti er det sidste parti, der vil undsige Anders Fogh Rasmussens stejlhed i sagen, gør på kort sigt de parlamentariske konsekvenser af selv en nok så samlet opposition overskuelige. Oppositionens problem er mere fundamentalt. Bagudrettet er den parat til med forskellige betoninger at kritisere regeringens fejl i al almindelighed og statsministerens arrogance i særdeleshed. Den graver også gerne i forskellen mellem Udenrigsministeriets og Statsministeriets linje. Men fremadrettet har den ikke nogen politik. Oppositionens svigt er så meget desto mere iøjnefaldende, fordi der faktisk er brug for et alternativ. Og alternativet ligger lige for. Behovet er der, fordi krisen langtfra er løst. Det gælder både den forbrugerboykot, der har ramt danske virksomheder, og den både politiske og samfundsmæssige vrede blandt en milliard mennesker, der omfatter mange andre end de fanatikere og voldsmand, der møder massiv fordømmelse i vores del af verden. De muslimske politiske og religiøse ledere, der faktisk ønsker dialog og forsoning, har et krav: De ønsker den officielle undskyldning, som statsministeren nærmede sig i januar, men nu er længere fra end nogensinde. Så længe oppositionen ikke tør fortælle vælgerne, og forsøge at overbevise offentligheden om, at det er forudsætningen for diplomatiske fremskridt, ja, så udgør den faktisk ikke nogen opposition. Det kan nok så mange skarpe ord ikke dække over.