MED HELLE Thorning-Schmidt og Mogens Lykketofts skarpe kritik af statsministerens ageren i Muhammedsagen er landets største oppositionsparti tilbage i sin naturlige rolle. En borgfred, der kun bandt oppositionen, men hverken afskar Jens Rohde eller Anders Fogh Rasmussen fra at komme med skarpe udfald eller Dansk Folkeparti fra amokløb mod diplomatiet, er nu fortid. Det er godt, fordi der mindst af alt er brug for at frede en regering, der ikke bare sidder med et stort ansvar, men som også står med en stor, uløst opgave. Der findes situationer, hvor det giver mening for en opposition at bakke op. Men det forudsætter, at regeringen efter det ydre chok lægger en kurs, der kan løse eller i det mindste afhjælpe landets problemer. Det er desværre langtfra tilfældet. Vi har her i avisen i de seneste dage og uger dokumenteret, hvor mange advarsler og hvor mange tilbud om dialog regeringen fik, før krisen eksploderede i slutningen af januar. I lyset af denne dokumentation, regeringens passivitet i hele perioden og den nu samlede oppositions pres burde det ikke vare længe, før kravet om en uafhængig undersøgelse imødekommes. MEN SELV om det krav er vigtigt, er det faktisk ikke det vigtigste. Sagen er, at hverken den udenrigspolitiske krise eller den indenrigske situation, der er dens baggrund, er i nærheden af at være i god gænge. Udenrigsministeriet har taget et par konstruktive skridt i retning af dialog og konferencer. Initiativer, som Dansk Folkeparti har protesteret imod, og som statsministeren og hans løjtnanters udtalelser fra sidste søndag og frem udgør et langt dementi af. Det, statsministeren har kaldt et svigt fra både medier, opposition, kulturliv og erhvervsliv, er jo netop den vilje til dialog og forsoning, der er dansk diplomatis bud på en vej frem lige nu. Men det drejer sig ikke kun om at redde markeder og image i Mellemøsten, selv om der er nok at tage fat i. Det, der er gået galt udadtil, er desværre et spejlbillede af et indre problem. Diplomati og integration, der ellers involverer meget forskellige mennesker og meget forskellige problemer, har nemlig noget fundamentalt til fælles: Skal de lykkes, forudsætter det, at parterne gensidigt anerkender hinanden. Med det udgangspunkt kan alle problemer komme på bordet. Med det udgangspunkt kan de også løses. Skal oppositionen for alvor hjælpe regeringen, må den insistere på den sammenhæng.