LANDET STANDER i våde. Med henvisning til Muhammedkrisen har regeringen udskudt den længe ventede velfærdsdebat og reformplaner på ubestemt tid. Men når det gælder indskrænkninger i de danske frihedsrettigheder, som Anders Fogh Rasmussen så indædt forsvarer, mener regeringen ikke, der er grund til tøven. Tidligere på ugen sendte justitsminister Lene Espersen (K) derfor regeringens antiterrorpakke til høring, uden smålig skelen til, om bølgerne ikke netop nu går for højt til, at det principielt vigtige lovforslag får den offentlige debat, det fortjener. Faktisk har Lene Espersen allerede erklæret, at står det til hende, bliver der ikke ændret et komma i antiterrorpakken, hvilket umiddelbart synes at underminere selve formålet med høringsprocessen. Som de har fået for vane, har Socialdemokraterne allerede rettet ind og erklæret sig positiv over for forslaget. Men når det store oppositionsparti svigter, må man være taknemmelig for, at kræfter som Birthe Rønn Hornbech og Britta Schall Holberg i Venstre insisterer på at tage debatten og forbeholder sig retten til at være uenig med ministeren. FOR SELV om vi alle kan blive enige om, at terror skal bekæmpes bedst muligt, kan man med god ret sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt antiterrorpakken giver politiet og efterretningstjenesterne flere beføjelser, end nødvendigt er. Ganske vist er de tre mest vidtgående forslag fra embedsmandsrapporten ikke med i regeringens lovforslag, men der er stadig tale om meget markante stramninger. Tv-overvågningen på offentlige pladser skal øges betydeligt, PET skal have adgang til flyselskabers passagerlister uden retskendelse, og det vil blive meget lettere for myndighederne at overvåge borgerne, samkøre registre og indhente oplysninger. ALT TYDER på, at de fleste danskere har en uhyre stor tillid til staten, ikke har noget at skjule og derfor ikke er voldsomt bekymrede for den øgede overvågning, som justitsministeren foreslår. Al erfaring viser imidlertid, at myndighederne altid strækker deres bemyndigelser til overvågning til det alleryderste, og at bestemmelser om sletning af indsamlede data langtfra altid overholdes. Derfor bør indskrænkninger i privatsfæren, også når det gælder vores færden i det offentlige rum, altid overvejes meget nøje. Med udgangspunkt i, at registrering og overvågning er et onde, som kun skal kunne benyttes i det omfang, det er strengt nødvendigt, og med den fornødne modkontrol. Man må håbe, at Venstres vovede kvinder får trumfet det synspunkt igennem.