DE FLESTE borgere og forbrugere vil forhåbentlig kunne blive enige om, at store mastodontvirksomheder aldrig må kunne betale sig fra konkurrence - som Arla Foods beviseligt har gjort i mindst ét tilfælde i 2003, hvor engroskæden Metro blev betalt 200.000 kroner for at bandlyse produkter fra det lille mejeri Hirtshals Andelsmejeri. Derfor er der næppe heller mange danskere, som finder dommen mod Arla Foods urimelig. Tværtimod er det helt på sin plads - og yderst tiltrængt - at Byretten i Århus tidligere på måneden statuerede et klart eksempel på, hvad der kan ske, når konkurrencereglerne sættes ud af kraft. I går valgte mejerigiganten så at acceptere dommen, ved ikke at anke den, og anerkendte dermed samtidig at have brugt ulovlige forretningsmetoder. I de fleste virksomheder ville en sådan indrømmelse få konsekvenser, om ikke andet for de konkrete medarbejdere, der havde begået ulovlighederne. Men sådan fungerer retsordenen ikke i Arla Foods, hvor administrerende direktør, Peder Tuborgh, insisterer på, at »ingen medarbejdere havde planlagt noget ondt, inden de gik ind til det møde, og man kan ikke straffe folk for at have begået en fejl«, som han har sagt i et interview med Politiken. Ved således på én og samme tid at acceptere dommens pris og benægte dommens præmisser forsøger Arla Foods øjensynligt at lægge den pinlige sag bag sig. Men forhåbentlig får Arla Foods ikke så let spil. DET SPRINGENDE punkt er nemlig nu, hvad dommen reelt kommer til at betyde fremover, for såvel Arla Foods som de mange andre monopollignende fødevaregiganter i Danmark. For hvis bøden blot bliver betalt, og det derefter er business as usual, så er ikke meget vundet. Den afgørende lakmusprøve på konkurrencereglernes effektivitet bør derfor foretages ude i landets butikker: Hvis forbrugerne får flere produkter at vælge imellem i den kommende tid - til forskellige priser og i forskellige kvaliteter - ja, så vil det være et klart sundhedstegn. Men hvis vareudbuddet fortsætter uændret og fortsat ligger markant under udbuddet i supermarkederne i vores nabolande, vil det være et tegn på, at konkurrencelovgivningen ikke har en tilstrækkelig afskrækkende effekt på mastodonterne. Konkurrenceloven kan kun siges at virke, hvis mangfoldigheden reelt bliver større i landets indkøbskurve.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
