NATURLIGVIS kan og vil Israel ikke føre reelle fredsforhandlinger med det palæstinensiske selvstyre, så længe Hamasbevægelsen - det nye regeringsparti - udfører og understøtter terroraktiviteter. Det giver ganske enkelt ikke mening at føre fredsforhandlinger, hvis der samtidig udkommanderes selvmordsbombere til at sprænge sig selv i luften på israelske cafeer. En effektiv våbenhvile er således den første og afgørende betingelse for, at fredsforhandlinger kan finde sted. Omvendt er det også absurd af den israelske regering at forlange af Hamas, at de på forhånd skal afsværge sig muligheden for at bruge væbnet magt - i fremtiden. Risikoen for nye konfrontationer vil jo nødvendigvis være til stede, hvis der ikke skabes en stabil tostatsløsning. Derfor kan man ikke meningsfuldt kræve, at Hamas kategorisk skal opgive muligheden for fremtidig magtanvendelse; ligesom Israel heller ikke bør gøre det. Fornyet vold er jo den indbyggede risiko ved et sammenbrud, mens fredelig sameksistens er den mulige gevinst ved en tostatsløsning. Ved alle fredsforhandlinger i historien, hvor ingen af parterne har erkendt sit nederlag, har der jo været en risiko for, at krigshandlingerne kunne blusse op igen, hvis man ikke kunne nå til enighed. Det er netop dét, der binder parterne til forhandlingsbordet. HAMAS MÅ tage ansvar for effektivt at stoppe enhver form for terroranslag mod israelske mål, mens den israelske regering må acceptere, at Hamas 'kun' er et demokratisk parti på prøve. Til gengæld skal prøveperioden udnyttes fuldt ud. Palæstinensernes fravalg af den korrupte Fatahbevægelse og tilvalg af den nationalreligiøse Hamasbevægelse kan i bedste fald forpligte de militante palæstinensere på pragmatiske forhandlinger - og i et videre perspektiv på en tostatsløsning. I værste fald, ja ..., værste fald kender alle. På samme måde som Ariel Sharon sent i livet erkendte behovet for at finde konkrete løsninger på regionens kontroverser, kan valget af Hamas som nyt regeringsparti forhåbentlig være med til at øge sandsynligheden for reelle indrømmelser fra palæstinensisk side. Derfor bør omverdenen heller ikke bryde alle diplomatiske bånd til de palæstinensiske myndigheder nu, men i stedet øge presset på begge parter, så omkostningerne ved et sammenbrud øges, mens gevinsterne ved en varig fredsaftale øges tilsvarende.