RELIGION SKAL fylde mindre i det offentlige rum. Det erklærede Anders Fogh Rasmussen i onsdags, da han blev interviewet af DR. Ellers frygter statsministeren i sin landsfaderlige visdom, at det danske fællesskab »splintres«. Stik modsat ser lederne af Danmarks store trossamfund - kristne, muslimer og jøder - på det. De mener alle som en, at Muhammedsagen netop har illustreret behovet for mere religion i det offentlige rum. Og så ruller debatten. Men i virkeligheden burde det handle om noget helt andet, nemlig om, hvorvidt tiden ikke langt om længe er kommet til at adskille kirke og stat. At Danmark, som et af meget få lande, har en statskirke, er et historisk levn, hvis anakronisme kun bliver tydeligere, i takt med at landet bliver mere religiøst mangfoldigt. Giv, som Jesus selv sagde, en gang for alle kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, og skil folkekirken fra staten. Kunne man også - om end nok først, når gemytterne har lagt sig lidt - få afskaffet blasfemiparagraffen, der beskytter trossamfund i stedet for de enkelte troende, og som alligevel aldrig bliver brugt, ville meget være vundet. MEN VIL adskillelse af kirke og stat ikke tvinge folkekirken til en meget mere aktivt missionerende rolle og derved netop øge religionens betydning og plads i det offentlige rum? Sådan lyder argumentet fra mange tilhængere af status quo, og i al sin bagvendte logik er der noget typisk dansk over det. For hvad er det, modstanderne reelt siger? At man via statskirken bestikker præsterne til ikke at lave for meget røre i det offentlige rum? Efter den tankegang burde staten overtage alle religioner, og både imamer og rabbier ansættes og indrangeres i det statslige lønsystem. Logikken holder ikke, og det burde et flertal af Folketingets politikere kunne indse. Om en adskillelse af stat og kirke vil øge religionens betydning i det offentlige rum er ganske enkelt umuligt at forudsige og afhænger formentlig af helt andre ting. Meget tyder dog på, at der for tiden også i Danmark er en søgen efter nogle faste rammer og en mening med tilværelsen, som giver grobund for - ofte meget individuelle - religiøse følelser. Det, der til gengæld er helt sikkert, er, at en adskillelse af stat og kirke vil skabe en tiltrængt ligestilling mellem religionerne i Danmark og samtidig tvinge mange danske vanekristne til at tage mere aktivt stilling til, om de vitterlig er troende. At fortalere for religion og kristendom kan være modstandere af det, kan man kun undre sig over.