HVORFOR ER selvmordsbombere blevet nutidens islamistiske terroristers foretrukne våben? Indtil for få år siden blev de fleste selvmordsaktioner slet ikke begået af muslimer, men af tamilske tigre i Sri Lanka, der er hinduer. Men med 11. september 2001 som globalt højdepunkt er det gået stærkt i de senere år. Israel blev ramt af forfærdelig mange under den anden intifada. I Irak hører de næsten til dagens uorden. Asien har oplevet sit. Og sidste sommer så vi dem i London blive til en uhyggelig del af den europæiske virkelighed. Det mest slående ved aktionerne er den kombination af grænseoverskridende ondskab og fanatisme, de repræsenterer. Aktionerne går ud på at dræbe et stort antal helt tilfældige og uskyldige mennesker på en spektakulær måde. Og man er villig til at lade sit eget liv gå med i købet. Ondskaben og fanatismen er så iøjnefaldende, at de skygger for en nok så væsentlig pointe: Metoden er et tegn på ekstrem svaghed hos dem, der bruger den. Ikke nok med at den traditionelle terrorismes målsætning om at ramme statsoverhoveder, ministre, guvernører og generaler, eller i det mindste fremtrædende politichefer, statsanklagere eller erhvervsfolk, er droppet. 11. september blev sidste gang, hvor målene kunne siges i det mindste symbolsk at være strategiske, selv om det hverken lykkedes at lamme USA's finansielle system, da tvillingetårnene faldt sammen, eller dets militær, da Pentagon blev ramt. Siden er det tilfældige togvogne, busser, hoteller, diskoteker og så videre, der er blevet bombet. Man går efter uskyldige mennesker, fordi man ikke har styrken til at gå efter andet. Og ikke nok med det. Man er så svag, at man ikke engang satser på, at gerningsmændene kan slippe levende fra aktionen. AT VORE modstandere er svage, uendeligt svage, er vigtigt at holde fast i, fordi det faktisk gælder på alle de planer, hvor konflikten med islamistisk terror udspiller sig. På den måde adskiller den spektakulære konflikt, som også den aktuelle profetstorm aktualiserer, sig fundamentalt fra de to store konflikter i det 20. århundrede. Altså sammenstødet med først nazismen og fascismen og senere den totalitære kommunisme. I 1940-41 var der rigtig mange danskere, der troede, at det nazistiske Tyskland ville vinde krigen. Så sent som i 1980'erne var der mange seriøse iagttagere, der mente, at østblokken under Sovjetunionens ledelse udgjorde en ligeværdig og militært måske endda overlegen modstander. Situationen i dag er fuldstændig ændret. Islamismen kan i sagens natur kun appellere til muslimer. Selv hvis islam var en samlet blok, udgør den kun en sjettedel af menneskeheden. Og der er langtfra tale om den mest magtfulde sjettedel. Men intet er mere forkert end at betragte den muslimske verden som en sammensvejset blok. De to største muslimske befolkninger i verden er henholdsvis det store flertal i det demokratiske Indonesien, der ikke har nogen forestilling om at deltage i en skæbnekamp med resten af verden, og det store muslimske mindretal i det demokratiske Indien, der har nok at gøre med at værne sig mod et indimellem ret aggressivt hinduistisk flertal. I den arabiske verden er langt de fleste regimer ikke islamistiske, men - på godt og ondt - mangeårige allierede af Vesten. Og vigtigere: Den islamisme, der på det seneste har vundet valg i Irak, Palæstina og Egypten, er langtfra nogen sammenhængende størrelse, der konsekvent støtter eller blot sympatiserer med terrorisme. I Irak er islamisterne USA's allierede i kampen mod oprør og terror. Og Tyrkiet regeres af et demokratisk islamistisk parti, der har styrket menneskerettighederne mere end dets verdslige forgængere. VORE MODSTANDERES svaghed er ikke bare politisk, militær, økonomisk og organisatorisk. Den er også moralsk og menneskelig. Der er faktisk ikke ret mange muslimer, der for alvor bryder sig om terror mod uskyldige, herunder massevis af muslimer, som kampform. Ser vi på situationen i Europa, bor her små 20 millioner mennesker med muslimsk baggrund sammen med mere end 20 gange flere andre europæere. I dette mindretal er kun en mindre del religiøst, et endnu mindre mindretal islamistisk, og meget små miljøer terroristisk orienterede. Tanker om, at der herfra skulle kunne udgå et magtovertagelsesforsøg eller blot en eksistentiel trussel mod vore samfund, er simpelthen pjat eller paranoia. Det er netop denne svaghed, der sammen med en stribe andre kilder til frustration både lokalt og globalt kan få unge mænd til at melde sig under terrorismens faner. Det er skræmmende og skal bekæmpes så effektivt og professionelt som muligt. Men ligesom den part, der truer med bank under en debat, er løbet tør for argumenter og har tabt diskussionen, er den islamistiske terror dybest set afmægtig. Den kan i værste fald slå nogle af os ihjel undervejs, men den har tabt konflikten, længe før den begyndte. Med det styrkeforhold burde det være helt overflødigt at håne, spotte og latterliggøre den verdensreligion, vore desperate modstandere forsøger at mobilisere imod os. Med det styrkeforhold burde det være en smal sag at leve op til vore egne idealer.