KOSOVAS valg af ny præsident efter Ibrahim Rugovas død i sidste måned åbner for, at FN-ledede forhandlinger om regionens endelige status kan gå i gang. Valget af historiker og jurist Fatmir Sejdiu hilses velkommen fra næsten alle sider. Han ses som moderat, mindre idealistisk end forgængeren og i stand til at tale med alle parter, også de af Kosovas serbere, der ønsker dialog. Ifølge Den Internationale Kontaktgruppe for området skal det afgøres inden årets udgang, om Kosova gives selvstændighed. Den endelige beslutning træffes af FN's Sikkerhedsråd, og her er det især Rusland, som Serbien håber på vil forhindre det. Rusland er Kontaktgruppens mest proserbiske medlem, men næppe nok for Beograd. Uenigheder er der også mellem EU og USA. Washington tror ganske enkelt mere på Kosovaalbanerne, end Bruxelles gør. Serbien er parat til at give Kosova meget udstrakt selvstyre, men har ikke rokket sig en tomme fra kravet om, at regionen forbliver en del af Serbien. Det har den i praksis ikke været, siden NATO i 1999 drev de serbiske styrker ud, og FN-administrationen, UNMIK, gjorde det til et internationalt protektorat. I KONTAKTGRUPPEN er der tilsyneladende enighed om, at Kosova skal have selvstændighed under international overvågning, indtil det er gjort til et selvkørende, multietnisk land. Oprindelig opstillede FN en række såkaldte standarder til indfrielse, før den fremtidige status kunne afgøres. Men virkeligheden viste, at Kosova ikke kan bringes på egne fødder, før status er afgjort. Det betød et kærkomment skred fra 'standarder før status' til 'standarder og status'. Men den vigtigste standard er ligeret for minoriteter, hvor der stadig er langt igen, før især serbernes levevilkår kan kaldes tilfredsstillende. Alle regioner må gives udstrakt selvstyre, så også de serbisk dominerede får magt over egne vilkår. Nu holdes de på fode og i snor af Serbien. Ingen serbisk leder kan gå ind for fuld selvstændighed for Kosova uden at begå politisk selvmord. I sidste instans må en sådan beslutning presses ned over hovedet på serberne, men veje findes til, at det ikke bliver en appelsin i ekstremisternes turban. Det kræver styrkelse af perspektivet til, at alle regionens lande i ikke alt for uoverskuelig fremtid optages i EU.