Hans Blix, tidligere våbeninspektør, ramte plet, da han forleden påpegede, at Vesten har malet sig selv op i et hjørne i atomstriden med Iran. Vesten har pure afvist at lade Iran berige uran, angiveligt kun med henblik på fredelig udnyttelse af atomkraft. Samtidig stod det klokkeklart, at i det ellers politisk splittede Iran er moderate som fundamentalister enige om, at Iran er i sin fulde ret til at berige uran. Og det er Iran ganske rigtigt ifølge Den Atomare Ikke-spredningsaftale (NPT). Men med en infernalsk logik kunne det i går i Det Internationale Atomagentur, IAEA's bestyrelse ikke ende med andet end flertal for at sende Iran til FN's Sikkerhedsråd med henblik på eventuelle sanktioner. Der blev ikke fundet vej ud af det selvskabte hjørne, selv om farerne ved den kurs er indlysende. Iran reagerede som forventet ved straks at opsige IAEA's adgang til inspektioner af landets atomaktiviteter. Det næste logiske skridt er, at Iran trækker sig fra NPT, verdens bedste aftale til at sikre ikke-spredning af atomvåben. Vestens selvmål styrker den fundamentalistiske iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der har skærpet atomstriden med netop det formål. Mens magtkampen raser i landet, er her en sag, hvor han kan profilere sig ved at vise kompromisløshed. Det er sjældent, at vi må give Ahmadinejad ret. Men ret har han i, at det er »videnskabelig apartheid« at nægte Iran noget, som alle andre underskrivere af NPT har ret til. Der er god grund til at frygte, at iranske ledere har stor lyst til at erhverve sig atomvåben. Men IAEA's beslutning skærper kun den lyst. Stor politisk enighed er der imellem EU og USA om den hårde kurs over for Iran. Vestlige ledere understreger, at der stadig kan forhandles, men døren er smækket i, hedder det fra Teheran. Og hvilke økonomiske sanktioner har man forestillet sig? For ikke at skyde almindelige iranere mere fra sig må det være sanktioner, der ikke rammer det civilsamfund, der er begyndt at røre på sig imod Ahmadinejad. Og man kan næppe udtænke sanktioner imod verdens fjerdestørste olieeksportør uden at skyde sig selv i foden. Man havde stadig åbne forhandlingsmuligheder og behøvede ikke isolere Iran til glæde for fundamentalisterne.