At ambassader skal beskyttes af værtslandet, hører til de mest basale diplomatiske principper. Det er derfor en selvfølge, at Danmark i disse dage får opbakning fra hele det internationale samfund. Det gør vi naturligvis også, når vi trues af vold eller mødes med krav om indgreb i ytringsfriheden, som et frit og demokratisk samfund under ingen omstændigheder kan imødekomme. Den opbakning er en selvfølge. Om opbakningen i sig selv løser de problemer, som dansk diplomati med statsministeren som spydspids forgæves har forsøgt at løse igennem den seneste uge, er til gengæld ganske usikkert. Regeringen glæder sig over konfliktens internationalisering, og det er forståeligt. Men man skal huske, at den faktiske virkning af sidste uges 'internationalisering' - da en række andre europæiske aviser genoptrykte Muhammedtegningerne - havde den modsatte effekt. Det var benzin på bålet. Og Danmark kom ikke ud af søgelyset af den grund. Det siger som sagt sig selv, at vi får støtte over for den storm af tøjlesløst had og raseri, der er blæst ind over os. Uantagelige metoder fordømmes naturligvis. Men vi gør klogt i også at lægge mærke til nuancerne: Både USA, Storbritannien og EU's formandskab markerede fra starten, at de ikke støtter uovervejede og uigennemtænkte krænkelser af religiøse følelser. Selv om - eller rettere netop fordi - demokratiseringen af Mellemøsten hører til USA's og Storbritanniens højest prioriterede målsætninger, ser de angreb på islam som sådan som alt andet end nyttige. Når et af hovedspørgsmålene i værdikampen i Mellemøsten drejer sig om, hvorvidt islam og demokrati er forenelige, så giver det sig selv, at et angreb på netop profeten er en ren foræring til fanatiske islamister i regionen. Samtidig har både USA og Storbritannien langt større erfaringer end Danmark med, hvordan man styrker sammenhængskraften i samfund med religiøs og etnisk mangfoldighed. Under indtryk af hadet derude er det nu blevet vores alle sammens mantra, at det, vi oplever, intet har med Danmark at gøre. Det er rigtigt, i den forstand at de rasende muslimer i Mellemøsten næsten ingenting ved om Danmark. Men det er på den anden side heller ikke nogen tilfældighed, at det netop var i Danmark, at landets største avis påtog sig at opdrage muslimer med »spot, hån og latterliggørelse«. Eller at det netop var i Danmark, det tog regeringen fire måneder at beklage det. Det burde vi tænke lidt over i stedet for at lukke os inde i den forskrækkede selvretfærdighed, der desværre også præger debatten i disse dage.