For første gang i en menneskealder er der faktisk håb for Afghanistan. Landet har fået en demokratisk forfatning, gennemført frie valg, og selv om det er fire år siden, at Talebanregimet blev væltet, har det ellers så flygtige 'internationale samfund' endnu ikke glemt det ludfattige og hårdt prøvede land. NATO er i færd med at fordoble sin styrke i landet til 19.000 mand, og på den internationale donorkonference i London lovede Vesten i går fornyet opbakning og finansiel støtte til landet. Skal det for alvor lykkes Afghanistan at komme ud af den sump af elendighed og lovløshed, det har været i de sidste 25-30 år, kræver det imidlertid, at der bliver sat en stopper for den enorme narkoproduktion. Den er desværre steget meget markant siden 2001, således at landet i dag står for 87 procent af verdensproduktionen af opium. Mere end noget andet - selv Taleban og anden islamisk ekstremisme - er den massive narkoproduktion langt den største trussel for Afghanistan i dag. Fortsætter udviklingen, er der en betydelig fare for, at landet bliver en dybt kriminaliseret narkostat, som det kendes fra Colombia. Årsagen til bøndernes forkærlighed for opium er ualmindelig enkel: Det er den mest indbringende afgrøde, der p.t. findes, og der er - desværre - masser af efterspørgsel. Og er man en afghansk bonde, som skal forsørge sin familie, har man ikke den luksus at have moralske kvababbelser over, at ens afgrøde ender som heroin på de vestlige gadehjørner. At forsøge at destruere markerne fra luften er en fristende løsning, men som USA's erfaringer i Colombia med al tydelighed viser, er det ikke en særlig effektiv en. Skal der for alvor gøres noget ved narkoproduktionen i Afghanistan, skal man - det internationale samfund - give bønderne andre og lige så attraktive alternativer. Hvilket er lige præcis, hvad EU, USA og andre bør gøre, simpelthen ved at subsidiere og opkøbe andre afgrøder. Samtidig med at NATO-styrkerne er klar til at beskytte bønderne mod narkobaronerne, der næppe vil se med milde øjne på udsigten til at miste deres lukrative levebrød. At gennemføre en sådan politik vil hverken være billigt, let eller ufarligt. Hverken for soldaterne eller Afghanistan, der risikerer nogle voldsomme kampe og - i alt fald i en periode - en endnu større afhængighed af det internationale samfund. Men det er nu, der skal gøres noget ved narkoproblemet i Afghanistan. Før det for alvor bliver for sent.