EN GOD tommelfingerregel siger, at de emner, hvor landets ofte mere end 100 år gamle partier ikke kan blive internt enige om den politiske kurs, er de virkeligt politiske emner i dag. Det gælder f.eks. genteknologi, abort og kunstig befrugtning. I virkeligheden er det omkring netop disse kontroversielle emner, at den ægte nypolitiske debat udfolder sig - og her, at de nye, værdipolitiske skillelinjer viser sig. Karakteristisk nok splittes det parlamentariske landskab tydeligt her mellem de konservative og de moderne: På den ene side står Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Kristendemokraterne, mens stort set resten af det politiske spektrum står på den anden side. Hvis man er i tvivl om, hvor man egentlig hører til politisk, kan denne skillelinje bruges som en første test, eftersom stadig flere nypolitiske emner kan føres tilbage til grundkonflikten mellem dem, der tror på traditionen, og dem, der nærer håb til fremskridtet. Debatten om lægehjælp til kunstig befrugtning af lesbiske og enlige kvinder er eksemplarisk i så henseende. Her har Venstre ikke kunnet nå til enighed med partiets parlamentariske støtter om et ellers klassisk liberalt grundsynspunkt: at rettigheder må gælde lige for alle - ganske enkelt, fordi traditionalisterne har ophøjet befrugtning til en ikke-menneskelig status. Pudsigt nok har Venstres eget sundhedsudvalg derfor været nødt til at fremsætte et opsigtsvækkende ændringsforslag til regeringens officielle lovforslag; et ændringsforslag, som sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vel at mærke forventes at stemme for. HELDIGVIS kan der dermed skabes flertal på kryds og tværs af regeringspartierne for et forslag, der vil normalisere lesbiskes og enlige kvinders retsstilling. For naturligvis bør såvel lesbiske som enlige og polygame kvinder kunne blive mødre. Kernefamilien er for længst forvandlet til en papfigur, som ikke engang kan findes i Ikea-kataloget længere. Hvis nogle kvinder skal kunne befrugtes kunstigt på det offentliges regning, bør alle velfungerende kvinder derfor kunne. Spørgsmålet er dog, om kunstig befrugtning også nødvendigvis er en opgave for det offentlige. Måske ville det være mere enkelt, hvis alle kvinder havde lige rettigheder til at kunne blive befrugtet, men også lige pligter til selv at betale for fertilitetsbehandlingen.